Den danske naivitet

Det danske samfund er bygget op omkring en naiv tillid til den enkelte. Det kan være fristende for nogen at udnytte, mener Lone Yalcinkaya

Den 10-årige Lone kunne næsten ikke tro sine egne ører. Hun sad sammen med en flok andre børn, primært af tyrkisk afstamning, i den modtagerklasse, hun var startet i. Læreren havde lige spurgt, hvad de spiste til morgenmad, og en anden tyrkisk pige havde remset alle de fødevarer op, hun kunne komme i tanke om for at demonstrere, at de ikke manglede noget i hendes hjem. I stedet for at grine af det eller irettesætte pigen, sagde læreren: Ihh, hvor interessant. spiser I virkelig grillstegt kylling og lam til morgenmad? Der gik det op for tyrkiske Lone Yalcinkaya, at danskerne åbenbart ikke vidste ret meget om tyrkernes kultur og baggrund. Samtidig forsvandt autoritetstroen hurtigt. - Lærerne var så søde og pædagogiske, og det var noget helt andet end i Tyrkiet. At man ikke fik smæk, hvis man kom usoigneret til timerne, og at man ikke fik skæld ud og bank, hvis man gjorde noget grimt. Og uden konsekvens kunne man sige læreren imod, det var en grænse, som mange af os skulle prøve af. Det værste, der kunne ske, var, at man blev smidt uden for døren. Herligt, så kunne man sidde der med nogle legoklodser og hæfter og hygge sig – et sted, hvor der var dejligt varmt og tæpper på gulvene. Det var meget fedt, men jeg synes, at danskerne i første omgang virkede meget godtroende og naive, fortæller Lone Yalcinkaya her 27 år senere. I årene der er gået, har hun haft rig lejlighed til at tænke over, hvorfor hun og de andre opfattede systemet så forskelligt fra deres deres medsøstre og brødre, og hvorfor det i hendes øjne udgør kimen til en stor kulturkløft mellem danskere og de tyrkere, som bor i Danmark. - I Tyrkiet, som jeg kender til hudløshed, er der en struktur bygget op omkring frygt og kontrol. Hvorimod det danske velfærdssamfund og kulturen i al almindelighed er bygget op omkring tillid til den enkelte, og troen på, at alle vil respektere tingenes tilstand og de uskrevne regler. På samme måde som kristendommen er baseret på kærlighed og respekt, hvor islam bygger mere på frygt. Det kultursammenstød har jeg set i praksis rigtig mange gange i Danmark, siger Lone Yalcinkaya, som i dag er venstrepolitiker og informationschef i rejsebureuet Tyrkiet Eksperten. Hun fortæller blandt andet om to par, som hun mødte, da hun i tre år fungerede som rådgivende tolk for Århus Kommune. Det ene par var blevet proforma skilt i Tyrkiet, det andet i Danmark. Derefter havde parrene byttet partnere og giftet sig igen, så det tyrkiske par begge fik familiesammenføring til Danmark. - Det var så tydeligt, hvordan det hang sammen, og at den ene kone havde et barn sammen med den andens mand, fordi det var ham, der var tilstede, når sundhedsplejersken kom på besøg. Men jeg havde tavshedspligt, og der var ingen, der stillede spørgsmålstegn ved det. Som tyrkere havde parrene tænkt, at der var et stort hul i det danske system, og at man skulle være godt dum, hvis man ikke udnyttede de huller, fortæller Lone Yalcinkaya. Selvom hun understreger, at tankegangen er forkastelig, kan hun altså godt se baggrunden for den. Tvangsægteskabet Selv fik hun et nyt syn på den danske tankegang, da hun som 17-årig pludselig sad på et krisecenter i Esbjerg efter at være brudt ud af et tvangsægteskab. Hos de myndigheder, hvor hun tidligere havde søgt hjælp, havde svaret været, at de intet kunne gøre, fordi hun var under forældrenes myndighed. Nu sad hun pludselig og skulle tale åbent om sine følelser og frustrationer til en fremmed dansker. - Det var faktisk meget meget positivt, selvom jeg først var bange for, at man igen ikke villle forstå, hvad jeg gennemgik. Men tværimod fandt jeg ud af, at jeg lige pludselig godt kunne bruge den der naivitet. Jeg kunne lige pludselig godt bruge, at man ikke bare sagde, den der historie virker ikke sandfærdig, men i stedet åbnede sig og sagde, jeg lytter. Der kunne jeg godt se, at det, som i mine øjne havde været en svaghed ved systemet, kunne gå hen og blive en styrke i det øjeblik, jeg havde brug for hjælp og beskyttelse. I løbet af 90'erne er behandlere rundt i systemet begyndt at være mere skeptiske og stille flere spørgsmål. Det er godt, synes Lone Yalcinkaya, for et system bygget op omkring naivitet er aldrig godt. På den anden side frygter hun også, at den danske model går tabt, og det ville være synd. - Danmarks styrke er den tillid. Selvom nogle har svækket og misbrugt den, så synes jeg stadig, vi skal bevare noget af den naivitet, som jo også betyder, at man giver den enkelte frihed til at bestemme, samtidig med, at man selvfølgelig selv skal tage et ansvar. At ting bygges op omkring respekt og kærlighed er jo bedre end et system, bygget op omkring frygt. Alle er ikke lige, og alle er ikke født lige, og med den ballast vi har i ryggen, har vi alle en forskellig tilgang til livet, men jeg kan i allerhøjeste grad identificere mig med, at alle skal have lige gode muligheder. Jeg har jo selv kunnet se, at hvis det ikke var Danmark jeg boede i, men Tyrkiet eller et arabisk land for den sags skyld, så kunne jeg ikke sidde i dag og være en meget selvstændig og selvforsørgende karrierekvinde med et barn, som har et fantastisk godt liv. Politik og hjemmeværn Det er overvejelser som disse, der har fået Lone Yalcinkaya til at engagere sig politisk og til i sin tid at melde sig ind i hjemmeværnet. Vil man bevare demokratiet og det danske samfund, må man jo kæmpe for det, som hun siger. Er der én ting, hun dog gerne ville ændre ved det danske samfund, hvis hun kunne, så var det, at danskerne tog sig mere af de ældre. At den enkelte spurgte sig selv, hvad han eller hun kunne gøre for bedstemor på plejehjem i stedet for hele tiden at kritisere systemet for, at der ikke er mennesker nok ansat. - Man kan ikke betale sig fra dårlige samvittighed, selv ikke med verdens højeste skattetryk. Der er stadig menneskekontakten, som er meget værdifuld. Vi dyrker vores haver, boliger og kroppe som aldrig før. Man kan jo ikke åbne for fjernsynet uden at få at vide, hovrdan man indretter sin bolig, taber sig eller laver syltetøj selv. Hvis der var lige så mange motiverende programmer omkring, hvordan vi var med hinanden, og den kvalitetstid, vi skal have som familie, ville verden måske se lysere ud for dem, der sidder rundt omkring på plejehjemmene. Selv har hun haft sin mor boende i adskillige år i sin tre-værelses lejlighed, efter at faren døde. Selvom Lone Yalcinkaya føler sig meget dansk, medgiver hun, at der nok ikke er mange danske unge, der ville have gjort det samme.