EMNER

Den dødbringende natur

Som barn var der to ting man seriøst skulle tage sig i agt for, når man bevægede sig ud i naturen. Lyng og hestehuller. Lyng, der jo som bekendt vrimler med drabelige giftslanger og fænomenet hestehuller, der handler om, at man, selv i ankelhøjt vand, pludselig kan blive suget ned i et dybt hul (så dybt, at der kan ligge en hest i det), hvor man med 90 procents sikkerhed mister al orientering, og drukner. NORDJYSKE har valgt at skrue bissen på, og bringer derfor i dag en anmeldelse af disse to allerfarligste elementer i den danske natur. Anmeldelsen er lavet ud fra et system, hvor anmelderen på en thrillfaktor fra et til ti foretager målinger på sig selv før, under og efter mødet med den dødbringende natur. Tallene lægges sammen, og ud fra det samlede tal uddeles stjernerne. Anmeldelsen er lavet ved Rødhus hvor der er rigeligt med både lyng og lumsk Vesterhav. Da vi ankommer svajer lyngen blidt i sommervinden, mens det store Vesterhav buldrer beroligende, rytmisk mod strandkanten. Thrillfaktoren er på dette tidspunkt klart nul. Men i paradis lurer slangen jo, og langsomt bevæger vi os ind i en lille klynge lyng. Vi når hurtigt og helskindet ud på den anden side, og thrillfaktoren kommer aldrig over et. Vi bliver straks overmodige, og kort efter er både sko og strømper smidt, og vi befinder os midt i et hav af lilla lyng, der kilder dejligt under tæerne. Pludselig mærker jeg noget, der strejfer min fod. Jeg stivner, og thrillfaktoren når helt op på seks. Nu er det hele ikke særlig rart mere. En paranoid, panikagtig stemning breder sig. Hvad var det nu mor sagde? Skulle man stå helt stille, løbe eller komme med farlige krigshyl? Det bliver en kombination af de sidste to, og lidt efter står vi igen på sikker sand, og hiver efter vejret, imens et par tyske turister glor uforstående på vores kamp for livet. Vi beslutter os for, ikke at udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt, og begiver os straks mod dagens anden udfordring – Vesterhavets glubske hestehuller. Første møde med de skummende bølger byder på et gys – ikke af den uhyggelige slags, men mere på grund af godt gammeldags koldt havvand. Intet udslag på thrillfaktoren. Endnu engang trodser jeg et af barndommens råd, og langsomt forsvinder min navle under den kølige overflade. Pludselig glider en stor bølge hen over mig. Sandet under mine tæer forsvinder, og jeg trækkes langsomt udad. Fisk og strandskaller hvirvler omkring min vægtløse krop, som i et kort øjeblik er helt ude af kontrol. Thrillfaktoren når op på fem, før jeg igen vinder fodfæste, og langsomt vader tilbage ind imod den sikre strand. På vej ind hiver strømmen mig flere gange ud af kurs, og thrillfaktoren ligger jævnt på tre-fire stykker. På et tidspunkt bliver der dybt – så dybt som i et vaskeægte hestehul. Jeg får dog uden problemer manøvreret udenom hullet, og tilbage på stranden er følelsen af sikkerhed og sejr hjemme. Lyng og hestehuller kan godt få pulsen at ringe op i få øjeblikke, men i de fleste tilfælde overgås gyset dog tusind gange af mor og fars tidlige formaninger. Derfor ender den samlede anmeldelse også på tre stjerner. Et middelmådigt gys i en ganske venlig sindet natur. Lyng og hestehuller ved Vesterhavet