Den er helt gal med knoppen

15. september 2002 08:00

?Jeg læst dine artikeler vedrørende Gustavsberg toiletter med duo-skyl. Vi har samme problem - bare med et Ifö toilet. Vi har haft en vvs-fagmand til at kikke på vores toilet tre gange, hvad han gør ved jeg ikke, men det hjælper 3-6 måneder, så er den gal igen. Toilettet er cirka 4 år gammelt. Har Ifö haft samme problemer som Gustavberg ? Madsen !Hej Madsen - nej, ikke såvidt mig bekendt. Men inden jeg svarer rigtigt, snupper vi lige et brev mere om samme emne - Ejvind Christensen skriver: ?Vi købte sidste år to Gustavsberg toiletter, og problemet har du meget præcist beskrevet, nemlig at knappen ofte bliver hængende nede og derfor vedbliver vandet at løbe. Det har kostet os meget vand. Jeg har hældt en smule olivenolie "ned ved den lille knap", idet specielt denne del havde/har svært ved at stoppe selv. Efter olivenolien virker den fortsat ikke, men den bliver heller ikke hængende, hvis man af vanvare trykker på knappen. Man bestemmer altså helt selv skyllets størrelse, idet den skyller indtil man slipper knappen. Dette er ikke godt, og havde jeg vidst at det bare var en smule mekanik, som skulle ombyttes, så havde jeg nok reageret for længe siden. Nu har jeg imidlertid med interesse gennemset avisen flere gange, og jeg kan ikke finde hverken adresse eller telefonnummer på Gustavsberg. Er det et hemmeligt nummer ? - eller det, som jeg efter en søgen på "nettet" finder som: Gustavsberg VVS A/S i Rødovre, - og telefon 36 70 80 55? For i så fald er det blevet en del af Villeroy & Boch. Ejvind A. Christensen !Kære Ejvind Christensen - du har fat i det helt rigtige nummer. For en sikkerheds skyld har jeg lige ringet det op, og damen sværger på, at hun passer telefonen hos hovedforhandleren af Gustavsberg i Danmark. Så vi gentager lige nummeret: 36 70 80 55. Men hvad er det nu, at den historie handler om? Jo, Gustavsberg kom afsted med at lave en serie toiletter med såkaldt Duo-skyl, hvor der viste sig problemer med mekanikken. Når man trykker knappen for lille skyl ned, svupper den ikke altid op igen, og så løber vandet, indtil én eller anden kommer forbi og giver knappen et lille dask, så den hopper op, som den skal. Det er altså ikke noget stort problem. Når man skyller ud, skal man bare lige tjekke, at knappen nu også kommer op igen - og ellers pirke lidt til den. Lidt WD40 eller olie løser ganske rigtigt problemet - sådan nogenlunde. Men - det er jo ikke lige det, som er meningen med at købe et nyt toilet. Og Gustavsberg anerkendte for et halvt års tid siden og her i Værktøjskassen, at der var tale om en systematisk fejl på disse Duoskyl toiletter - og chefen tilbød galant alle kunder at få byttet den uheldige skyllemekanik med en ny og driftsikker model. Man skal ganske enkelt bare skrive eller ringe til firmaet, så får man dimsen tilsendt - eller der kommer en montør. Man skal imidlertid have usædvanligt mange tommelfingre for ikke selv at kunne klare det på 2 minutter. Gustavsberg har altså kvajet sig, men de har også taget ansvaret og gjrot noget ved det - og det synes jeg faktisk, at de skal roses for. Personligt køber jeg gerne Gustavsberg næste gang! Med hensyn til Ifö har jeg ikke hørt, at der skulle være tilsvarende SYSTEMATISKE problemer med mekanikken, men hvis der er læsere, som har en anden fornemmelse, vil jeg - og sikkert også Madsen - gerne høre om det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...