Den er så rar

Indien 1. november 2002 07:00

film "Guruen" Dette er en rablende skør og vanvittig vittig film, og De må kalde mig Max, hvis den ikke ender med at få et stort publikum. Især kvinder vil elske denne romantisk lille sag. Selv om filmen er amerikansk, læner den sig gevaldigt op af den nye fede danske mainstream filmstil, hvor det vigtigste virkemiddel er den gode stemning. Det handler om den unge indiske danser Ramu Gupta, spillet sjovt og kejtet af Jimi Mistry. Han hører fra en af sine venner, der er rejst til Amerika for at søge lykken, at han nu har en penthouselejlighed på øverste etage og kører Mercedes. Det vil Ramu også. Han vil være danser og skuespiller i New York. Når vennen kører Mercedes, er det naturligvis samme slags Mercedes som alle andre indere i den vestlige verden kører: En taxi. Og lejligheden på øverste etage ligger på første sal over en indisk restaurant, hvor hele banden af denne films indere arbejder som tjenere. Det er penthouse. Ramu får sin første filmrolle, men i en pornofilm. Det ved han bare ikke. Det kan han ikke. Han kan simpelthen ikke bolle, når der står 20 kaffedrikkende filmfolk omkring ham. Pornomodellen Sharonna, et magert gespenst med store øjne og store kasser spillet sjovt og uskyldigt af Heather Graham, indvilger i at give ham privatundervisning i seksuel selvtillid til brug i filmverdenen. Samtidig styrter en guru omkuld af druk i et velhaverhjem i New York. Og der står man pludselig og mangler en guru. Den rolle får Ramu, og da han ikke aner, hvad han skal sige, begynder han at messe løs af de gode råd, han har fået af pornomodellen, og ender på rekordtid som USAs nye store sexguru. Se det er jo en fortælling ud over det sædvanlige, og det er da også filmens force, at historien er noget anderledes end i andre kærlighedsfilm. Men det er også en meget sjov film. Det meste af tiden appellerer den til det stille smil, men ind imellem kommer der nogle ordentlige bøffer på bordet, så man nærmest skriger af grin. En anden sjov detalje er, at filmen fungerer som en mellemting mellem amerikansk mainstream Hollywood-produktion og klassisk indisk filmsprog med store kulørte danse- og sangoptrin. Det virker overrumplende og bedårende urealistisk. Det er ingenlunde nogen mindeværdig film. Det er bare en let komedie. Men den er gennemsyret af en fed stemning, der smitter hele biografsalen med sit gode humør, og det er derfor, jeg godt tør love, at denne film skal nok blive et hit. Den er i grunden så rar. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "Guruen". Amerikansk/Indisk. Instruktion Daisy von Scherler Mayer. 93 minutter. Tilladt for alle. Danmarkspremiere. www.theguru-movie.com

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...