Dans

Den etniske kultur skal frem i lyset

SÆBY:På en gåtur gennem Sæby opdager man næppe, at her er andre kulturer end den danske. Men byen rummer en etnisk kulturskat, som Røde Kors forsøger at få frem i lyset på en multietnisk kulturfest 18. september i Mariehuset i Sæby. Det er andet år, at Røde Kors laver et arrangement af denne type. - Vores kulturfest i foråret 2003 blev vellykket. Der dukkede mange mennesker op, og bagefter udtrykte flygtningene ønske om, at vi gentog arrangementet. Det gør vi så nu, siger Ruth Christensen, der er aktivitetsleder i Røde Kors. Det er herboende mennesker fra Afghanistan, Afrika, Irak, Iran, Cambodja og Sri Lanka, der tilrettelægger programmet med Røde Kors som sparringspartner. - Der vil blive smagsprøver på hjemmelavet mad fra de forskellige lande. Der vil også være en udstilling af klædedragter og brugskunst. Vi skal også se en musikvideo fra Afghanistan og opleve afrikansk dans. Endelig får man også mulighed for at danse den såkaldte khmer-dans fra Cambodja, fortæller Ruth Christensen. Baggrunden for arrangementet er et ønske om at skabe kontakt mellem danskere og etniske medborgere. - Vi håber, at rigtig mange møder op. Det er kontakt mellem mennesker, der skaber integration, samhørighed, åbenhed og kendskab til hinandens kulturer, siger Ruth Christensen.