Den europæiske holdspiller

Til stor undren for mange kolleger opgav Lykke Friis forskerjobbet til fordel for en stilling som europapolitisk chef i Dansk Industri

Uddannelse 1. februar 2003 07:00

Schyyy....der er fodbold. Lørdag fra 15.30 til 17.15 vil hun ikke forstyrres næsten uanset, hvad der er på færde. Lørdag eftermiddag er nemlig reserveret til tysk fodbold for den 33-årige EU-ekspert Lykke Friis, der elegant forklarede os igennem udvidelsesforhandlingerne ved topmødet i København. 1. januar kvittede hun jobbet som forskningschef på Danmarks UdenrigsPolitiske Institut, DUPI, og tog imod et tilbud om at blive europapolitisk chef i Dansk Industri. Hun var selv en habil fodboldspiller og med på en række udvalgte hold, indtil en korsbåndsskade satte en stopper for en ellers lovende karriere på grønsværen. - Jeg havde netop skrevet kontrakt med Virum i 1989 og havde da en drøm om en dag at komme til at spille professionelt i Italien. Det piner mig stadig lidt, at jeg ikke mere kan spille fodbold, fortæller Lykke Friis. Hun var kun 19 år, da uheldet indtraf. To år tidligere tog hun studentereksamen og vaklede frem og tilbage mellem en uddannelse i statskundskab eller journalistik. - I en dansk stil skrev jeg engang, at jeg som 30-årig så mig selv som sportsjournalist på DR. Jeg valgte statskundskaben, fordi jeg var så ung. Men også fordi jeg senere ville kunne bruge statskundskabs-uddannelsen som journalist. Lukket kredsløb Journalist blev hun som bekendt ikke, men lysten og evnen til at formidle viden til den brede befolkning har Lykke Friis taget med sig over i forskerverdenen. - Som forsker på DUPI har jeg skrevet lange artikler om EU, hvor jeg har følt, jeg skrev til 10 mennesker. Og det er ikke mig. Jeg prøver på at forklare EU med billeder på noget folk kender i forvejen. Fodbold, madlavning og den slags. Det er selvfølgelig en grov simplificering af tingene. Men det handler om at finde en balance, så folk forstår sammenhængene - uden at det bliver så simplificeret, at man udelader for mange vigtige elementer, siger hun. Interessen for EU kom faktisk lidt tilfældigt. Egentlig ville Lykke Friis, der har tysk mor og dansk far, helst forske i tysk politik. - Det begyndte med en fascination for Tyskland i forbindelse med Berlin-murens fald i 1989 og problemerne omkring genforeningen. EU blev dengang et vigtigt instrument i processen, så ingen i dag anser et forenet Tyskland som et sikkerhedsmæssigt problem. Det står for mig som en af EU's største succeser, selv om den rolle måske nok er lidt overset. Senere blev det så optagelsen af de Central- og Østeuropæiske lande, der har optaget mig. Bedre udebanehold At Lykke Friis har valgt at skifte DUPI ud med Dansk Industri (DI) netop nu, hænger meget tæt sammen med, at udvidelsesprocessen med de ti nye lande er faldet på plads. En proces hun har fulgt siden Københavns-kriterierne i 1993, der betragtes som startskuddet for udvidelsen. Samtidig stod DUPI for at skulle fusioneres med andre institutter. - Jeg vil ikke sige, at skiftet har været kontroversielt, men det har fået folk til at sige: Nå! I Danmark er der en tradition for, at er man først havnet på forsker-hylden, så er man forsker for altid. Men ikke mig. Jeg har altid forsøgt at kombinere det forskningsmæssige med det praktiske, siger Lykke Friis. I det nye job som europapolitisk chef hos DI får hun to hovedopgaver. For det første skal hun stadig præge EU-debatten og følge med i alt, der rører sig i EU. - For det andet skal jeg hjælpe med at sammentænke DI og EU bedre. DI skal blive lige så gode til at spille på udebane i EU i forhold til at præge de politiske processer, som de er på hjemmebanen i Danmark, kommer det endnu engang billedligt fra EU-eksperten. Sportsidiot Fodbolden er nu blevet skiftet ud med en tennisbold. Knæet kan lige holde til de ugentlige tæsk fra ægtemanden, 46-årige Peter Warming. - I tennis er man lidt alene, ligesom når man forsker. Dér er man også meget overladt til sig selv. Jeg er nok mere holdspiller, og det bliver jeg også i det nye job. Godt nok skal jeg være chef, men det bliver mit arbejde at få folk til at arbejde sammen og få holdet til at fungere. Lykke Friis og Peter Warming mødtes, mens begge arbejdede i Erhvervsministeriet i 1994. De blev gift 9. august 1997 i Marmorkirken i København. Peter Warming har netop startet et konsulentfirma med fokus på EU og østudvidelsen, men derfor er det ikke diskussioner om kvalificeret flertal, der præger kaffebordet derhjemme. - Jeg synes selv, jeg er god til at koble fra, når jeg har fri. Der skal ikke ret meget til, så har jeg fuldstændigt glemt alt om arbejdet. Jeg slapper blandt andet af ved at se næsten alt sport i fjernsynet - måske lige med undtagelse af kunstskøjteløb. Det skal helst være noget med tid eller mål, fortæller Lykke Friis og afslører, at hendes favorithold er Bayern München. Klog af skade har hun lært at planlægge ferier og rejser efter store begivenheder som VM i fodbold og Olympiske Lege, så hun undgår at sidde et sted i verden, hvor de kun viser en eller anden ligegyldig italiener vinde en bronzemedalje. - Min mand er også sportsinteresseret. Men han er ikke fanatiker ligesom jeg. Tidligere kunne jeg finde på at følge med på tekst-tv, når Bayern spillede fodbold for at se, hvornår der blev scoret i kampen. Det var indtil, jeg fik de tyske kanaler indstillet. Ellers slapper hun af på rejser til de utallige foredrag, hun holder både rundt om i Danmark og hele verden og ved at læse en hel del skøn- og faglitteratur. På væggen i kontoret hænger et billede af broderens tre børn. To piger og en dreng. Børn er det endnu ikke blevet til for Lykke selv. - Jeg vil gerne have børn, og det skal nok komme på et tidspunkt, siger hun. Alt kan fejres Det sidste halve år, hvor Danmark havde formandskabet i EU, var hårdt og meget intenst, så Lykke Friis har det helt fint med et pusterum fra tv lige nu. - Folk bliver også let trætte af at se det samme ansigt hele tiden. Med mit nye job vil jeg selvfølgelig kunne få skudt i skoene, at jeg forsvarer industriens interesser, når jeg udtaler mig om EU. Men førhen på DUPI kunne jeg også blive mistænkt for at udtale mig som en del af regeringen, siger Lykke Friis, der et parat til at stille op igen, hvis medierne igen mangler en ekspert til at forklare komplicerede EU-sammenhænge på en forståelig måde. - Jeg har da opgivet at forklare visse sammenhænge, fordi det ikke kan forklares simpelt nok. Eksempelvis EU's budgetprocedurer og landbrugspolitikken. Dér kommer jeg til kort, smiler EU-eksperten med fægtende armbevægelser. I perioder brugte hun næsten mere tid på formidlingen af stoffet end forskningen på DUPI. Selv om det som regel virker spontant, når hun forklarer verdenssituationen ved hjælp af tre skakbrætter eller en fodboldkamp, er billederne næsten altid prøvet af på kolleger først. - Det jeg bedst kan lide ved EU er, at det er en ramme med regler, hvor musklerne ikke afgør tingene. Man undgår balladen i skolegården ved at tale sig tilrette om tingene. Samtidig er optagelsen af de nye lande den bedste garanti for, at mindretalskonflikter ikke bryder ud. - Problemerne med EU er til gengæld, at systemet er bygget op af kompromis på kompromis. I stedet for én arkitekt har der hidtil været 15 arkitekter. Samtidig har man ikke været god til at rive de gamle bygninger ned. Derfor har vi fået en underlig størrelse, hvor nye bygninger er bygget oven på de gamle bygninger. Det er ligesom med juletræet derhjemme. Det, vi selv har lavet eller hængt på træet, vil vi gerne bevare, selv om der skal gøres plads til noget nyt. Som en kontrast til de seriøse studier af EU er Lykke Friis som et lille barn, når det kommer til mærkedage. Alt, der kan udløse en gave eller blomster, bliver fejret. - Jeg holder også halvårsfødselsdag, ligesom Børnene i Bulderby gør i Astrid Lindgrens berømte børnebog, smiler hun. Næste store projekt uden for arbejdstiden bliver at arrangere en tur til det olympiske stadion i München i forbindelse med den tyske Oktoberfest, så hvem ved, om ting fra den tur på et tidspunkt bliver brugt til at beskrive en situation i EU på et senere tidspunkt. Og den kamp skulle med Lykke Friis-briller meget gerne ende med et andet resultat end den seneste ekskursion til Rostock, hvor hjemmeholdet Hansa vandt over Bayern München med 1-0.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...