Lokalpolitik

- Den fire-årige lillebror bør fjernes

Psykolog John Aasted Halse kritiserer Børne- og Ungeudvalgets beslutning om kun at fjerne pigen, og at lade lillebroderen blive boende i hjemmet i Mou.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

John Aasted Halse er ikke i tvivl: den fire-årige dreng bør tages fra forældrene. Arkivfoto

NORDJYSKE Stiftstidende erfarer, at Aalborg Kommunes familie- og beskæftigelsesforvaltning i 2008 indstillede overfor Børne- og Ungeudvalget, at både den 13-årige pige og hendes lillebror burde anbringes uden for hjemmet. Men Børne- og Ungeudvalget fandt kun grundlag for at fjerne pigen, og kom altså frem til det resultat, at lillebroderen skulle blive i hjemmet i Mou. Den kendte børnepsykolog John Aasted Halse kritiserer skarpt den beslutning. - Det er grotesk og helt ude i hampen, siger John Aasted Halse. John Aasted Halse var i 16 år indtil 2004 formand for Børns Vilkår og har tidligere været medlem af Børnerådet samt Børnesagens Fællesråd. Han har som børnepsykolog været med til sager, hvor alle børn er fjernet fra et hjem, selv om ikke alle børn var udsat for overgreb. - Der er jo meget stor fare for, at de børn, der ikke bliver fjernet, bliver udsat for samme overgreb, som det barn, der er fjernet. - Med loven i hånden har jeg været med til mange af de sager, siger John Aasted Halse. - Forestil dig, at et barn bliver misbrugt. Skulle man så lade de øvrige søskende blive i hjemmet, med den helt store risiko, at det også ville ske for dem. - Hvis et barn bliver mishandlet, så skal de øvrige søskende også væk fra hjemmet, påpeger han. Formand for Børne- og Ungeudvalget, Lars Bang Jensen, kan af hensyn til sin tavshedspligt ikke udtale sig om sagen, men siger til John Aasted Halses kritik: - Man kan ikke pr. automatik fjerne alle børn fra et hjem. Man bliver nødt til at se hvert barn for sig, siger Lars Bang Jensen.