Aalborg

Den firhjulede salon

Du skal ikke længere komme til frisøren, frisøren kommer til dig

HADSUND:Det er ikke altid nemt at have ungerne med til frisør. Det kender Henriette Simonsen alt for godt til. Derfor slog hun straks til, da hun så annoncen om den mobile frisør i Hadsund. - Jeg kan huske, da min ældste søn skulle klippes første gang. Det var et mareridt, fordi folk sendte irriterende blikke, når han skreg, siger Henriette Simonsen Det er 27-årige Helle Nielsen, der for en uge siden statede op som den mobile frisør. Kunderne bestiller tid, og hun kører ud til dem. - Det er en succes. Jeg har allerede haft godt 15 kunder, siger hun, da hun træder ind af døren til det lille byhus i Hadsund. Over skulderen har hun en taske fyldt med klippegrej. Ude i bilen ligger håndvasken, hvis det er nødvendigt. - Jeg kan godt lide at komme ud til folk, for så snakker vi ikke så meget om vind og vejr. Det er mere personligt at være hjemme hos folk, siger 27-årige Helle Nielsen, der kører rundt i Aalborg, Randers og Hadsund. Henriette Simonsen sætter en stol frem på køkkengulvet. Sønnen Mike er først i stolen. Det går fint. Efter 15 minutter har han fået Beckham-hår og smutte r ud og leger. - Det er mest børnefamilier og ældre, jeg har klippet. Så man skal ikke have et ønske om at lave de vilde frisurer, forjeg laver ofte permanent, siger Helle Nielsen. Det er egentlig heller ikke, fordi Helle har haft en drøm om at blive selvstændig. - Jeg gik arbejdsløs, og så søgte jeg på AFs hjemmeside, hvor der var et opslag fra konceptet "Den mobile frisør", der startede op i 1999, siger Helle Nielsen. Nu skal den 2-årige Kasper klippes for aller første gang. Han når ikke ned i stolen, før hans skrig og skrål fylder køkkenet. Han vil absolut ikke klippes, så mor må sidde med ham på skødet. Det er en udfordring for Helle, og frisuren bliver ikke helt tip top - Men jeg havde givet op, hvis jeg var i en salon, siger Henriette Simonsen og bestiller straks en ny tid til om fem uger.