EMNER

Den flittigste medarbejder

18,8 mio. kr. hævet i Løkken i juli måned

LØKKEN:Løkken Sparekasse har netop offentliggjort et fint halvårsregnskab og sparekassens direktør Poul Johnsen har kun lovord til overs for sine 34 medarbejdere. - Meeen, vores kontantautomat er nu alligevel den flittigste medarbejder vi har, spøger Poul Johnsen. Kontantautomaten spyttede 18.804.800 kr. ud i løbet af juli måned. Ikke på én gang, forstås. Automaten blev benyttet i alt 19.511 gange: 1365 gange af sparekassens egne kunder, der åbenbart hører til de mere sparsommelige, for de hævede kun sammenlagt 887.300 kr., mens der blev hævet godt 4,1 mio. kr. på andre danske hævekort og knap 13,8 mio. kr. på udenlandske kort. Automaten har ekspederet næsten 30 kunder i timen i åbningstiden i juli måned og har udbetalt gennemsnitligt 28.406 kr. i timen eller 473 kr. i minuttet. Her kan de ansatte med kassen inde i sparekassen altså ikke følge med. Store dage En af julis største dage blev traditionen tro den anden lørdag i måneden, 12. juli, og det er der ikke noget mystisk i, for det var den dag, Løkken Koncerten blev afviklet, og så er der for alvor gang i den, oplyser Poul Johnsen. De suverænt største dage blev dog tirsdag den 15. og lørdag den 19., hvor der blev hævet hhv. 831.700 og 827.200 kr. At dømme efter travlheden ved kontantautomaten var der fuldt hus i Løkken i uge 29. Her blev automaten benyttet 5738 gange og der blev hævet næsten 5,3 mio. kr. Heraf tegnede de udenlandske turister sig for næsten 2,8 mio. kr. Sparekassens egne kunder har nok holdt ferie andre steder. I hvert fald var de mest på kontantjagt den sidste dag i måneden. Torsdag 31. juli benyttede de kontantautomaten 73 gange og hævede tilsammen 60.200 kr. I uge 28 blev der "kun" hævet knap 4,1 mio. kr. og i uge 30 4,6 mio. kr. Hvis man kan stole på kontantautomaten ved Løkken Sparekasse, har det været en rigtig god sæson i Løkken. - Automaten siger, at der er en stigning på 10 procent i besøgstallet i Løkken i år, fortæller Poul Johnsen tilfreds.