Den første dag i nulte A

BRØNDERSLEV:I går startede skolen for børnehaveklasserne - 0. A og B - på Skolegades Skole. Børnene så frem til den allerførste skoledag med stor spænding. - Vores tvillinger Anton og Matilde har glædet sig hele ugen og var hurtigt vågne i morges. Men de kunne ikke helt forstå, hvorfor vi skulle med, smiler Annette Madsen. I klassen var Anton godt med fra første dag: - Den "Matematik tak" kan jeg sagtens finde ud af. Og: "Det er en trafikbog!", udbryder han under gennemgangen af den store stak papirer og mapper foran. - Det har jeg da læst derhejmme, tilføjer Henriette om færdelsesmappen. - Hver uge går vi på skolebiblioteket og låner bøger, forklarer Joan Beck. - Jeg ved godt, hvor biblioteket er - ovre ved boden, svarer Lotte. - Alle har fået en arbejdsmappe - nogle har fået den på Åbent Hus-dagen, andre i postkassen, siger læreren. - Vi har fået en avis i postkassen, svarer Jonas til stor morskab. - Og nogle dage går vi hjem og ser, hvor de andre i klassen bor. For nogle bor i nærheden af hinanden og kan så nemt lege sammen. Skoleinspektør Torben Mikkelsen kom også forbi og sagde bl.a.: - Jeg kan se, at forældrene er næsten lige så nervøse som børnene. I afleverer jeres dyrebareste hos os - det er også det dyrebareste for os. Så nu er det ikke jeres, men vores børn, sagde han med et glimt i øjet. Joan Beck mente pludselig, at forældrene var kaffetørstige. - Mens de drikker kaffe laver vi lektier. Hver dag i første time skal vi sidde i rundkreds. Vi skal læse, synge, lege og lære bogstaverne. Én græd fordi mor skulle uden for, én lagde sin mad i klassens køleskab og Anton bad forældrene om ikke at gå hjem. Da de rejste sig, var stolene ved at vælte, så store er skoletaskerne på stoleryggen. En fjerde elev gik i gang med det fristende legetøj på hylderne, men snart var alle 24 opslugt af sanglegene. - Vi skal lege gamle lege. Kan nogen huske varm kartoffel og frugtsalat, spørger Joan Beck.