Den første dag i resten af vores liv

- Livet forstås baglæns, men må leves forlæns Søren Kierkegaard @Brød.9.uncial.Taz:Vi ved alle rigtig meget om mange ting, men de vigtige ting har vi brug for at blive mindet om igen og igen. En af de ting er, hvor vigtig kærlighed og intensitet er for vores liv, og at der skal arbejdes rigtig meget for begge dele, hvis det hele ikke skal drukne i kiv og ødslen med den tid, vi har. Livet er langt, måske. Det kommer måske an på, om vi betragter det fra begyndelsen eller slutningen. Hvordan vil vi mon opleve det, når vi står i livets efterår og kikker tilbage? Ja, det kan jo være nærliggende at spørge en, som er der selv. I disse dage er det 63 år siden, at min mor blev gift med min far. Hvordan føles tiden, når man ser det fra det perspektiv og efter et så langt spand af år? Hun siger, ”Jeg kan ikke forstå, hvor tiden er blevet af”. Med lidt fælles hovedregning, regnede vi ud, at hvis vi ser frem, så er der om 63 år ikke mange af os i familien, der lever. De store børn vil være i firserne og halvfemserne. Barnebarnet midt i tresserne. Det vækker da til eftertanke og omhu. Vi blev også mindet om meget vigtige ting, da vi den anden dag så filmen med den eksistentielle titel “Den første dag i resten af mit liv”. Filmen drog os med ind i en families liv i en afgørende periode på 12 år, fra børnene var halvstore til de blev voksne. Man fulgte parret og deres kamp hver for sig og sammen, i tykt og tyndt, til døden skilte dem ad. Det er jo kun i store episke fortællinger og i romaner, vi har den mulighed for at se, hvordan det går helt til slut. I dagligdagen kan vi ofte glemme at være omhyggelige med vores liv, og glæden ved det, der fungerer, kan meget let drukne i frustrationen over, at livet på visse punkter ikke lever op til, hvad vi ønsker, - og lige netop her kommer de afgørende øjeblikke: for hvilket valg træffer vi så? Går vi? Bryder vi afgørende bånd? Vælger vi hinanden fra? Eller til? Det er filmens store centrale tema. Vi møder kvinden i en skelsættende periode i hendes liv, rent fysiologisk overgangsalderen; børnene er store, løsriver sig og flytter hjemmefra. For lidt sex, manglende begær og tomrummet får hende til at længes efter, at noget skal ske. Hun bliver søgende og står i et splitsekund overfor et valg mellem at følge med en potentiel elsker, eller tage hjem til sin mand. Manden i familien står ved en skillevej: skal han følge i sin fars fodspor og lægge afstand til sine sønner. Eller skal han forsøge at blive mere nærværende i det hele taget, også overfor sin kone. Han får på ca. samme tidspunkt et hint fra sønnen, der læser til læge. Han forærer sin far en pakke nikotinplastre. Det bliver også helt afgørende for hans liv, det valg, han tager den dag. Han står ved en skillevej og har to muligheder: at holde op eller fortsætte med at ryge. Hvad driver vores handlinger og de valg, vi træffer? Hvilket valg, der er det helt rigtige at træffe på et givet tidspunkt, er umuligt at vide med sikkerhed. Vi kan kun reflektere, tænke og være bevidste om valgenes betydning og betragte fordele og ulemper så godt, vi kan. Vi kan følge vores mavefornemmelser og i et forsøg på at visualisere fremtiden, kan vi muligvis ane konsekvenserne af vores valg. Hvad der er på den anden side af et valg, ved vi ikke med sikkerhed. Vi opfatter måske næsten ikke på det givne tidspunkt, at det er en væsentlig skillevej. I vores opskrift på et godt parforhold, er hver dag at se som den første i resten af vores liv. Hver dag forsøger vi selv med mere eller mindre held at se på hinandens kendte ansigter, på 20.år, med friske øjne, og vi gør os som regel umage med vores liv med hinanden. Vi skændes også og bruger unødig tid foran flimmeren og på at kives over bagateller. En ting er vi fælles om, og det er, at vi er helt sikre på at vi selv, og kun vi, er ansvarlige for, hvad vi fylder ind i det liv, vi har lige her og nu, i dette minut. Vi ved begge to, at de valg, vi tager eller undlader at træffe i et givent øjeblik, er medbestemmende for, hvordan vores liv efterfølgende vil udmønte sig. I filmen er de også langt fra perfekte i deres relationer til hinanden; de er ofte ikke særligt omhyggelige eller nærværende over for hinanden. Helt som det er. De er helt almindelige, og det interessante er, at de laver et vældigt postyr ud af mange ting. De skændes, så det brager og forspilder vigtige tidspunkter med trakasserier som i alle familier. Det er en tydelig pointe i filmen, at tingene ikke kan gøres om, man kan f.eks. ikke blive ung igen; men vi har alle sammen hele tiden et valg, lige nu: fordi hver dag er den første dag i resten af vores liv. Vi kan begynde at gøre det, vi vil gøre, som i visionen, hvor vi er den bedste udgave af os selv og hinanden; især når vi har fået erfaringer med at lave rav i den. Så kan vi tage den næste udfordring op, som er at give det bevidsthed at lade i dag være første dag i vores liv? Vil vi have en møgdag, vil vi gentage forældres mønstre, eller vil vi noget smukt og intenst? Mai-Britt og Martin