Hestesport

Den første galop

Nejst Rideclub har sommerskole, hvor børnene får mange oplevelser

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pia Mygdam (th) står for sommerskolen, hvor børnene lærer en masse om heste og ridning.Foto: Henrik Louis

NEJST:Syv-årige Julie Christesen fik sin første galop på ponyen Teddy i denne uge. Med god hjælp fra Pia Mygdam, der står for sommerskolen, og hjælper Lise Storgaard lykkedes det at få Teddy til at springe an i galop.

- Jeg har aldrig prøvet det før. Det var sjovt, fortalte Julie Christensen bagefter, da Teddy holdt stille i ridehallen og kunne puste ud.
Julies første galop var en af de mange hesteoplevelser, som deltagerne har fået i ugens løb i Nejst Rideclub, som holder sommerskole.
- Vi vil gerne give dem en oplevelse af at være sammen med andre børn og at have et fællesskab omkring dyr. De lærer respekt for hestene, og de lærer omgang med hestene. Det er ikke bare at ride, der er også mange andre ting som at strigle, sadle op og pudse seletøj, fortæller Pia Mygdam.
Sommerskolen er delt op, så den ene halvdel af rytterne har teori, mens den anden rider. Den teoretiske forståelse for de store dyr er vigtig, fortæller Pia Mygdam og giver et par eksempler.
- De skal lære, at man ikke løber hen til en hest, for så bliver den forskrækket. Og at man skal være stille og rolig omkring hestene.
De ting er der knap så meget tid til på de daglige rideskolehold.
Da NORDJYSKE besøgte sommerskolen, var det ridende hold i gang med halvdelen på hesteryg, mens den anden halvdel så til og jævnligt spurgte, om det snart var deres tur til at ride. Pia Mygdam gav råd og vejledning.
- Du skal lige have hænderne ned på plads, sådan, rigtigt flot!
Nogle af deltagerne i sommerskolen går til ridning i forvejen, mens det for andre er noget nær første gang, de prøver at ride.
Sommerskolen er også en måde for klubben at rekruttere nye medlemmer på, og den del kom også godt fra start allerede første dag.
- Der var tre piger, der sagde til deres forældre, at de ville gå til ridning, smiler Pia Mygdam.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.