Den første tur på brættet

Brætsejlads ser svært ud, men det er let at lære, siger den erfarne brætsejler

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan holder man fast, fortalte instruktøren.

Erfarne brætsejlere havde nok foretrukket lidt mere vind, end der kunne skaffes ved Gjøl Havn i går. Men da det var sejlsportens nybegyndere, som var i centrum, kan der ikke klages så meget over vejret. En snes grader, sol og kun lidt vind var næsten perfekt til åbent hus i Gjøl Sejlklub, som netop er udvidet med en surfafdeling. Og det var surfbrættet, som trak mest. Optimistjollerne havde ikke så meget at bestille, mens der blev instrueret på livet løs ved surfbrætterne på græsset ved havnen, inden de "nye" sejlere skulle på fjorden. - Det er bare sjovt, fortæller Frederik Thellufsen, som er nybegynder. Han har prøvet det før, men skal alligevel igennem en kort instruktion, inden bræt og mand slippes løs på fjorden - dog med instruktøren ved siden. - Man lærer det hurtigt. Det er ligesom at cykle. Når først man har lært det, glemmer man det aldrig, siger Frederik Thellufsen, som også har sejlet. Lars Bo Christensen giver Frederik Thellufsen ret i, at man hurtigt kan lære at surfe. Og han ved, hvad han snakker om. Lars Bo Christensen købte for flere år siden sammen med hustruen flere surfbrætter og dannede en for-ening. Nu har sejlklubben overtaget det hele. Og det var også målet set med Lars Bo Christensens briller. - Nu er det sejlklubben som ejer alt udstyret. Det låner man og slipper derved for selv at skulle investere i et bræt, siger Lars Bo Christensen Tidlig start - Man kan begynde allerede i otte års alderen, og man skal helst have en vægt på mindst 30 kilo, fortæller han. Der er selvfølgelig krav om, at man kan svømme. - Og så skal man ikke være bange for at få hovedet under vand, fortæller Lars Bo Christensen og tilføjer, at der i forbindelse med standerhejsningen er indlagt en vandtur, så man kan fornemme det kolde gys. Limfjorden ved Gjøl er perfekt til brætsejlads. Vindforholdene betyder, at man næsten altid bliver skubbet ind mod land, hvis kræfterne skulle svigte under sejladsen. Sejlklubben har løbende kurser, så man i løbet af ganske få aftener kommer gennem den grundlæggende teori og kommer på fjorden. Når kurset er gennemført får man et godkendt certifikat, som bevis på, at man er brætsejler. Det bruges bl.a. hvis man skal leje et surfbræt. - I sejlklubben stiller vi materiel til rådighed, men der skal investeres i dragt og sko. Det koster mellem 1000 og 2000 kr., fortæller Lars Bo Christensen. - Vi håber selvfølgelig, at vi kan få endnu flere medlemmer. Og vi har planer om ekstra kurser i den første uge af skolernes sommerferie, siger han. Sejlklubben har 11 komplette surfersæt, syv optimistjoller og tre laserjoller. - Der er ingen tvivl om, at det er surfing, der er mest interesse for lige nu. Det skyldes nok, at der her er lidt mere action, siger Lars Bo Christensen. Men det betyder ikke, at jollesejladsen bliver nedprioriteret. Han tilføjer, at sejlklubben i den kommende tid vil slå et ekstra slag for jollesejladsen, især i joller med plads til mere end en. - Vi er ved at gøre laserjollerne klar. Vi tror der er større interesse for to-mands joller end for eksempelvis optimistjollen, hvor man sejler alene, siger han. Lars Bo Christensen fortæller, at alle interesserede, både jollesejlere og brætsejlere, er velkomne på havnen på Gjøl hver mandag kl. 17.