Den forkerte taler

Auschwitz bliver mindet den 3. februar mange steder i Danmark,

AUSCHWITZ-DAG:Auschwitz bliver mindet den 3. februar mange steder i Danmark, og talerne ved de forskellige mindehøjtideligheder egner sig for det meste fortræffeligt til opgaven, idet de enten er overlevende eller børn af overlevende fra Holocaust eller folk, der støtter det jødiske folks kamp for overlevelse. På denne baggrund er det således uforståeligt, at Helsingør Kommune inviterer Mogens Lykketoft (ganske vist på afbud) til at sige et par bevingede ord den 3. februar. Folk, der kender Mogens Lykketofts aldrig svigtende angreb på Israel, kan på forhånd regne ud, hvad disse bevingede ord vil gå ud på. Han vil sige, at Holocaustofrene ikke vil vedkende sig de israelske jøders kamp for at overleve, og han vil utvivlsomt bruge lejligheden til at hetze mod Israel, som han med en aldrig svigtende énøjethed har gjort så mange gange før og. I denne forbindelse er det værd at huske, at Mogens Lykketoft, der i tid og utide fordømmer israelernes overlevelseskamp i de kraftigste vendinger, sjældent har kigget på andre konflikter gennem de samme briller. Folkemordet i Sudan interesserer ham ikke, myrderierne i Congo ligeså, og Kinas besættelsen af Tibet har han været påfaldende tavs om. De 12-15 millioner fordrevne tyskere, finner og ungarere efter Anden Verdenskrig regner han -hvis hjerte bløder demonstrativt for palæstinensere - ikke for rigtige flygtninge. Og sådan er hans verdens billede generelt. Der dør flere mennesker i Zimbabwe p.g.a. af Mugabes misregimente end under hele Gazakrigen, men hvem har nogensinde set Mogens Lykketoft organisere en kampagne mod det? Eller omtale det i mere end en bisætning? Heldigvis slap vi for at få Mogens Lykketoft som udenrigsminister, men hvis ikke valget i 2001 havde sat den nuværende opposition skakmat, ville han med stor sandsynlighed have arbejdet hårdt på at svække Israel i den grad, at landet ville gå i opløsning med en ny holocaust til følge. Og derfor er valget af Lykketoft til at minde de forrige Holocaustofre så malplaceret, som noget kan være.