Naturvidenskab

Den forlængede motorvej

Aalborgensere, århusianere og folk fra Aabenraa behøver stort set blot at slå automatpiloten til, når de kører hjemmefra med kurs mod Norge via Hirtshals. For færgeruten er helt bogstaveligt en forlængelse af den jyske motorvej. - Det er da helt oplagt en fordel for os, at motorvejen fører direkte til færgen. Det betyder, at det er nemt og praktisk for vore passagerer at køre hertil, siger Ulla Oddershede, souschef i Color Lines salgs- og marketingsafdeling. Selv om Color Line har fået konkurrence på færgefarten mellem Nordjylland og Kristiansand, er ruten med base i Hirtshals stadig langt den største af de to. Ud over den bekvemme motorvej peger Ulla Oddershede på driftssikkerheden som anden fordel ved at køre til Hirtshals og tage med færgen derfra. For mens Master Cat fra Hanstholm er sårbar over for uvejr, har Color Line i Hirtshals to heste at spille på. Mindst. To heste at spille på Dels har Color Line hurtigfærgen Silvia Ana som direkte konkurrent til Master Cat i sommerhalvåret. Dels sejler Christian 4. i et lidt mere adstadigt tempo frem og tilbage mellem Hirtshals og Kristiansand året rundt. Og det skal nærmest være orkan, før den må opgive. - Uanset vejret er vore passagerer sikre på at blive transporteret over Skagerrak, bemærker Ulla Oddershede. Sidste sommer var det ganske vist yderst sjældent, at den konkurrerende færge i Hanstholm var nødt til at aflyse. Vejret satte kun en stopper for én procent af de planlagte sejladser over Skagerrak. - Men sidste sommer var det også ualmindeligt stille og roligt vejr, mener Ulla Oddershede. Konkurrencedygtig Hun mener nu også, at Color Line er ganske konkurrencedygtig, når det gælder billetpriser. Ganske vist koster en tur frem og tilbage mellem Hirtshals og Kristiansand omkring 3000 kroner for bil med passagerer på hverdage i juli og august - og knap 500 kroner mere i weekenderne. Men samtidig sælger Color Line et begrænset antal ”økonomibilpakker”, som tur/retur koster mellem knap tusind kroner og knap 2000 kroner. - På alle afgange er der et vist antal af den slags billetter. Og hvis man bestiller i god tid, er der rigtigt gode chancer for at få sådan en billet, fortæller Ulla Oddershede. Color Line er i fuld gang med at opruste netop på ruten Hirtshals Kristiansand. Rederiet har bestilt to superspeed færger til afløsning for Christian 4. De to nye færger kan hver tage 2000 passagerer, og de vil afkorte rejsetiden med godt en time sammenlignet med Christian 4. Den er 4 1/2 time om turen. De nye klarer turen på 3 1/4.