Den fornuftige

Navn: Pia Johnsen. Alder: 18 år. Bopæl: Terndrup. Uddannelse: Matematisk student til sommer (Støvring Gymnasium). Fremtidsplan: Vil holde et sabbatår og derefter uddanne sig til læge. Ønskesituation om ti år: Har et job som læge på et nordjysk sygehus. Familieliv med mand og måske børn. Valget står imellem staffeli eller stetoskop, når Pia Johnsen skal gøre fremtidsplanerne op. Hun har igennem flere år interesseret sig meget for billedkunst, og den tanke har strejfet hende, at netop kunsten skulle være en kreativ, men usikker levevej. - Jeg har overvejet, om jeg skulle satse på at blive et eller andet kunstnerisk, men jeg har besluttet, at det er for usikkert. Men hvis jeg troede på, at der var en indtægt at hente, ville jeg måske satse på det, siger hun. I stedet har Pia Johnsen valgt at gå efter en uddannelse, der leder direkte ind i den mandskabshungrende sundhedssektor. Hun vil om et år søge ind på medicinstudiet, som gerne skulle give adgang til et liv med hvid kittel og fast arbejde. - Det er da rart at tænke på, at jobmulighederne er så gode. Men det er nu ikke kun løn og prestige, der er det afgørende. Det er lige så meget arbejdets indhold, der tiltaler mig. Jeg vil gerne have et afvekslende arbejdsliv, hvor jeg ikke sidder fast på et kontor, fortæller hun. For Pia Johnsen er lægemanglen i Nordjylland en ekstra opmuntring til at vælge medicinstudiet. Hun regner med at vende tilbage til sin hjemegn, når hun har afsluttet lægeuddannelsen i Århus eller Odense, og så er det jo rart, at der i hvert fald på nuværende tidspunkt ser ud til at være brug for hende. - Jeg har al min familie her i landsdelen, så jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal bo andre steder. Det ville passe mig fint at få arbejde i Aalborg, siger hun. Hun tror på, at Nordjylland vil være et attraktivt sted at bo i fremtiden, hvis det ellers lykkes at løse de problemer, som landsdelen i øjeblikket kæmper imod. - Hvis ledigheden bliver ved med at stige, vil de fleste fra min egen generation sikkert søge til København eller andre steder. Det er fint at satse meget på uddannelse og på at kvalificere folk - men der skal jo også være job at få bagefter, siger hun. For Pias eget vedkommende venter de tunge lægebøger først et stykke ude i fremtiden. Efter studentereksamen snupper hun et sabbatår, som skal bruges på at arbejde og rejse. Først når Australien og New Zealand er erobret, regner hun med at indtage universitetet. Og med en studietid på minimum seks år må de nordjyske patienter vente på Pia Johnsen lidt endnu...