Den franske forbindelse

Men vidste vi, at majoren i Prinsens Livregiment er sløringsekspert, og at han brugte sit talent, da nyheden om den brudte forbindelse blev lanceret fra hans egen mund, så interessen flyttede sig fra den udkårne, som fik tid til at sunde sig i fred og ro?

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Marie Cavallier mødte første gang sine svigerforældre til frokost på Marselisborg langfredag sidste år, og efter maden var hun på stranden med sin tilkommende, hans børn og sin svigerfar. Foto fra bogen.

Bog: John Lindskog: "Marie Cavallier - Den franske prinsesse" Måske er det ikke fair at synes det, men den bedste historie fra den nye bog om prins Joachims tilkommende, Marie Cavallier, handler om Chr. X og er fra Thy. Og den er at læse i forordet: Kongen var på besøg for at se, hvor havnen skulle bygges i Hanstholm, og på vejen spurgte han sin vært, hvad det var, der voksede så frodigt på de marker, de passerede. – Det er skvalderkål, lød svaret. Og ved den officielle middag om aftenen talte kongen om, hvor glad han altid var for at være i Thy – og i år særlig glad, fordi skvalderkålen stod så godt. Den gode historie er, at den ikke kom i avisen. Det gjorde historier ikke dengang, som kunne gøre de kongelige til grin eller på anden måde genere dem. Bogens forfatter, journalist Jan Lindskog, er fra Thisted, og det fremgår, at han er helt på linje med sine daværende kolleger, som holdt denne del af den kongelige tale for sig selv. Det er søde historier, han fortæller videre, og bliver han for skams skyld – og det gør han jo – nødt til at viderebringe nedladende udsagn om den franske forbindelse – som f.eks. livsstilseksperten Henrik Byagers påstand om, at hun er både ubegavet og naiv –, så sker det i en overbærende undertone, der fortæller, at her er eksperten gået over stregen. Det gør Lindskog ingen steder. Og man savner heller ikke den negative sensation. Den ville slet ikke passe til konceptet. Faktisk er det såmænd en rigtig hyggelig bog, som ganske vist og selvfølgelig slet ikke lever op til sin titel – Marie Cavallier. Man kan næppe heller endnu skrive en hel bog om den franske prinsesse, men det er fint forsøgt, og så er der altså masser af andet stof både at genkende og at blive klog af: Allerede på side 119 beretningen om en anden pige, hende fra Hongkong, og hendes bryllup med en dansk prins, et afsnit om prins Joachims forhold til storebror Frederik, og afsnit om slottet og kirken i Møgeltønder og om den prinsessesyge, som en stribe af de smukke prinsesser i de europæiske kongehuse måske lider af, udsatte som de er for pres – og presse. Og for resten også den gamle historie om, at det var udenrigsminister Per Hækkerup, der lod sive på en tur til Thailand, at en vis fransk greve var kæreste med den danske tronfølger. Denne gang var det så ikke en politiker, der afslørede den kongelige romance. Det var såmænd en dansk håndværker og hans kone på ferie i Avignon og med flair for fortjeneste, og så har vi jo været tæt på lige siden. Var med i bladene, da den unge, smukke pige glad og gerne fortalte om både sig selv og sin udkårne, og stadigvæk med, da sværdet blev vendt om og huggede til, og hun blev klandret for at være for åbenmundet og særdeles lidt kongelig. Men vidste vi, at majoren i Prinsens Livregiment er sløringsekspert, og at han brugte sit talent, da nyheden om den brudte forbindelse blev lanceret fra hans egen mund, så interessen flyttede sig fra den udkårne, som fik tid til at sunde sig i fred og ro? Her er versionen i hvert fald tillige med oplysninger, der vist alle sammen har været ude – at Marie fik en lejlighed af sin far, da hun fyldte 22, at hun har fødselsdag 6. februar, dagen efter kronprinsesse Mary, at hendes far spiller golf, og at hun selv elsker kalkun. Men det må da være nyt, at de kommende ægtefællers nye, fælles gravhund, Winston, er reagensglassøn af den hund, som grevinde Alexandras bragte med sig fra Hongkong? Og heldigvis, fremgår det af portrætbogen, har Marie Cavalliers lille, hvide, krøllede "Apple" sat sig i respekt... Historien om den franske prinsesse fortælles selvfølgelig også i billeder. Masser af dem, og de giver ubetinget Marie Cavallier et godt afsæt: Hun ser godt ud på dem alle sammen og endda glad og veltilpas. Også på dem, som modemanden Mads Christensen kommenterer som forberedelse til, at vi – forhåbentlig, mener han – kan vente os en fremtidig prinsesse med en ny, bedre stil. John Lindskog, "Marie Cavallier - den franske prinsesse" Peoples Press. 224 sider, 249 kroner. Er udkommet.