Pension

Den fri debat

Et demokratisk samfund grunder sig på en åben og fri debat. Det er naturligt, at der vil komme kritik og følelser med, hvis den skal være lidt levende. Fra mange sider, og desværre alt for ofte fra politisk hold, kommer der jævnligt forsøg på at begrænse debatten. Det kan være rimeligt, når ansatte som kommunaldirektøren i havnedebatten og Michael Jentz i boligpolitikken, begynder at blande sig i den politiske debat. Mere naturligt ville det virke, om de samme ledere fortalte lidt om, hvor meget de har ud af den højt besungne "Ny løn". Det er fra de samme offentlige ledergrupper, vi hører så meget om nødvendigheden af at spare på folkepension, efterløn og meget andet, som hører de små indkomster til. Kan de offentlige ledere ikke tåle den kritik, som alle faggrupper udsættes for, så må de vel søge pension eller gå til psykolog, som alle andre stakler. Da vi for kort tid siden havde et punkt om ligestilling i byrådet, var det Erik Sørensen og Paul Rode Andersen, som var ved at overgå hinanden i ønskerne om at få kvinder i ledende stillinger, og nu Jens Hedegaard, der som tro væbner skal forsvare nogle kommunalt ansatte. Både Paul Rode, Erik Sørensen og Jens Hedegaard er normalt begavede og der er jo ikke tale om andet end stemmefiskeri. Det virker vammelt. Helt hult virker det, når man oplever, hvorledes de ansatte på ansættelsesdagen modtages med åbne arme og store ord, der mangler den dag, de hældes ud med ansvaret for de dumheder, politikerne har lavet. Det virker falsk og som en nedvurdering af de offentligt ansatte. Selvfølgelig skal folk have lov at sige deres mening og komme af med deres arrigskab.