Den gamle amtmandsbolig er nu færdig
Stort restaureringsprojekt fejres med åbent hus

Foto: Kurt Rodahl Hoppe
HJØRRING:På fredag fejrer Realdania Byg to års omfattende restaurering af Kampmanns imponerende amtmandsbolig i Hjørring.
Realdania Byg åbner dørene og byder alle indenfor til åbent hus fra kl. 13-16.30 på Amtmandstoften 1 i Hjørring.
I to år har bygningen stået pakket ind, og det meste af huset har været skilt ad, mens håndværkere og restaureringsarkitekter med sikker hånd har undersøgt og behandlet huset for dårligdomme og slid.
Det historiske slid kan man stadig se spor af på husets trappetrin, men i dag står huset igen stærkt og sundt. Arbejdet er udført efter de gamle håndværkstraditioner, og husets overflader står igen malede som i fordums tid. Alligevel er det ikke et museum, man træder ind i, men en bygning, der igen er klar til at tage imod gæster med moderne komfort.
- Restaureringen af den flotte amtmandsbolig har især koncentreret sig om at bringe ejendommen tilbage til sit oprindelige udtryk i overensstemmelse med arkitekten Kampmanns tanker, men det har samtidigt været vigtigt for os, at huset kan bruges på moderne vilkår og bidrage til den fornyelse af bymidten, som foregår i disse år, siger adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.