Den gamle bil skal sælges nu!

Allerede om en måned vil det være svært at få ret meget for den, for nye regler for reeksport af biler til udlandet trækker tæppet væk under den billigste del af markedet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Carsten Bonderup: - Februar er ved at være sidste frist for at få afsat de gamle biler.Foto: Daniel Mikkelsen

Hvis du vil have en god pris for din gamle bil ved køb af en ny, så skal du handle nu og ikke til sommer. Sådan lyder det samstemmende fra direktør Carsten Bonderup fra Peugeot-forhandler Maibom i Aalborg og fra chefanalytiker Niels Grøftehauge fra www.bilpriser.dk. De peger på, at det til april er slut med den eksport af gamle biler, som har holdt priserne oppe: - Da bilerne skal være ude af landet inden 1. april, er februar ved at være sidste frist for at få afsat de gamle biler. Derefter vil vi se, at mange af dem simpelthen ingenting vil være værd, understreger Carsten Bonderup. Han mildner dog udsagnet ved at tilføje, at man altid vil kunne få et eller andet for sin gamle bil i en byttehandel, men i løbet af kort tid vil det blive klart mindre end nu. Mister godtgørelse Baggrunden for udmeldingerne er et lovforslag om ændring af registreringsafgiftsloven, som skatteminister Kristian Jensen (V) har fremsat. Når forslaget efter al sandsynlighed vedtages, vil det trække tæppet væk under den givtige eksport af gamle biler, og det vil naturligvis påvirke den pris, som bilerne derefter kan indbringe. Niels Grøftehauge fra www.bilpriser.dk siger det på denne måde: - Eksportørerne af biler mister en stor bid af den godtgørelse, som Skat i dag udbetaler ved reeksport og som opretholder en kunstig efterspørgsel og kunstigt høje priser på ældre biler. Carsten Bonderup peger på, at den etablerede del af bilbranchen i Danmark slet ikke har lyst til at beskæftige sig med salg af biler, der har rundet de 12-15 år og som er godt slidte: - Nu om dage er der jo også to års reklamationsret på brugte biler, og når kunderne køber bil hos en forhandler som os, forventer de at vognen er i tiptop stand og vil regne med at få repareret de ting, der dukker op. På den måde vil omkostningerne hurtigt løbe løbsk. - I stedet er branchen blevet hjulpet af reeksporten af de gamle biler til lande som Polen, Letland, Rusland og på det seneste også Afrika. - Altså lande, hvor det på grund af lave timelønninger kan betale sig at sætte bilerne i stand, og hvor der ikke stilles de samme krav til miljø og sikkerhed som herhjemme, forklarer Carsten Bonderup. Han regner da også med, at den ændrede lov netop også skal sikre, at vi ikke længere eksporterer vores affaldsproblemer til andre lande. Prisen holdt oppe Under alle omstændigheder har reeksporten, som en række specialiserede firmaer har tjent rigtigt godt på at stå for, holdt prisen oppe på de gamle biler. Et af disse firmaer er Bild¿s Biler i Fåborg, som årligt sælger cirka 3000 biler til 10 lande, især i Østeuropa. Direktør Søren Bild siger: - De lavere godtgørelser, som eksportørerne kan få fremover, vil helt få dem til at holde op med at købe de billigste biler.