Den gamle færge sluttede med maner

Hvalpsund-færgeoverfarten havde i 2005 flere biler og passagerer med over fjorden end året før

Hvalpsund-færgen fragtede i fjor 66.609 personbiler over fjorden. Arkivfoto

Hvalpsund-færgen fragtede i fjor 66.609 personbiler over fjorden. Arkivfoto

HVALPSUND:Den gamle Hvalpsund-færge sluttede sin karriere på fjorden med manér. I 2005 fragtede den en god del flere biler og passagerer over fjorden end året før. I 2005 lå det samlede antal passagerer således på 149.860 mod 138.238 personer i 2004. 66.609 almindelige personbiler tog turen med færgen i 2005. Året før var det 61.848 biler. Dertil kommer campingvogne, busser og lastbiler. De mange ekstra solgte billetter kan direkte aflæses i regnskabet. Her viser driftsresultatet for 2005 et overskud på 351.127 kroner. Der var budgetteret med et overskud på 122.300 kroner. - Færgen har sejlet mere ind end forventet. Men når overskuddet bliver større, skyldes det også, at udgifterne har været lidt lavere end ellers. Vi vidste jo, at færgen skulle ud af drift, så værftbesøget i efteråret var billigere, end det plejer at være, oplyser Palle Jensen, der er formand for bestyrelsen for Hvalpsund-Sundsøre Færgefart. Ny færge Den indsatte i foråret den ny færge ”Mary” og kan sammen med den gamle færge ”Hvalpsund”s sejlads i årets første måneder i år meget vel overgå resultaterne fra fjor. Dels har der i denne sommer været mange turister i området, dels har nysgerigheden omkring den ny færge kastet ekstra ture af sig. ”Mary” er 55 meter lang og vejer 400 tons brutto, altså inklusiv last. På det store dæk er der plads til 30 personbiler. Hvis der er to lastvognstog med, vil der samtidig være plads til 14 personbiler. Færgen sejler efter samme fartplan som den gamle. Det vil sige, at der er afgang fra Hvalpsund på minuttallene 00 og 30, og fra Sundsøre 15 og 45.