Den gamle gartner er tilfreds

Den kølige og våde sommer har passet perfekt til 20.000 roser i Den Jyske Rosenpark i Aalestrup

AALESTRUP:20.000 roser på en skråning ned mod Simested Å. Et bombardement af farver og dufte. Det er hvad der i disse dage møder gæsterne i Den Jyske Rosenpark i Aalestrup, hvor "den gamle gartner" går omkring med smil på læben. - Blomsterne har aldrig været så flotte som i denne sommer, og hvor flotte, roserne tager sig ud, ja, det understreges også af vores meget tilfredse gartner, Thor Godskesen. Han plejer hver sæson at have et eller andet at beklage sig over med hensyn til, hvordan roserne står. Men i år har han ikke "brokket" sig, så det er udtryk for stor tilfredshed hos Thor, siger Ellen Fredsgaard - leder af Rosenparken. Her har man i øvrigt på to måder profiteret af det våde og kølige sommervejr. - Strandvejr har der jo i det meste af juli ikke været, så det har givet os pænt besøg. Især har de seneste par uger været gode. Og samtidige har roserne fået masser af vand - og kølighed. Har vi en hed og tør sommer, står de ikke så godt, forklarer Ellen Fredsgaard. Den Jyske Rosenpark har efterhånden en bestand på 20.000 roser fordelt på op mod 250 sorter. Alene i denne sæson præsenteres 15 nye sorter. - Særlig en af dem, Caribia, har vores gartner Thor Godskesen kastet sin kærlighed på, oplyser Ellen Fredsgaard. Caribia er en spraglet rose med bl. a. hvide, pink og gule farver. Den er tydeligvis også populær hos havens gæster, og kan meget vel gå hen og vinde sæsonens publikums-afstemningen om Årets Rose. Den Jydske Rosenpark i Aalestrup blev indviet i 1967. Siden er den udvidet i flere omgange, og omfatter i dag 10 tdr. land - stianlæg, rosenbede, græsplæner, legeplads, minigolfbane og fuglevoliere. Plus en hyggelig træpavillon, der danner ramme om forskellige arrangementer og ikke mindst familiefester. Hvor populær, den er til eksempelvis brylluper, understreges af, at pavillonen allerede nu er udlejet samtlige lørdage i august - 2005.