Den gamle skole er væk
Skole i Klæstrup jævnet med jorden - borgerforening får råderet over grunden
KLÆSTRUP: Klæstrup Gamle Skole er i denne uge blevet jævnet med jorden. Huset har hidtil været benyttet af borgerforeningen til blandt andet fællesspisninger, juletræsfest, andespil, kortspil og dart. Og borgerforeningen overvejer nu, hvad byen frem over kan bruge området til.
Den gamle skole var ejet af kommunen, der har betalt driftsudgifterne. Huset var i forfald, og i juni besluttede økonomiudvalget, at det skulle jævnes med jorden. Borgerforeningen får efterfølgende råderet over arealet.
Formand for Klæstrup Borgerforening, Chanette Søndergaard, mener ikke, at borgerforeningen havde noget valg i forhold til forskolens fremtid.
- Vi kunne købe bygningen for en krone, men der er ikke gjort noget ved huset de sidste 20 år. Det har fået lov at forfalde, og vi er ikke en forening, der vælter om os med penge, siger Chanette Søndergaard.
- Bygningen har været ejet af kommunen, og det var derfor kommunen der skulle have udskiftet vinduerne eller sørget for, at skimmelsvamp ikke spredte sig - det har de ikke gjort, og det har de ikke været interesseret i at gøre. Og det var urealistisk at borgerforeningen kunne overtaget huset.
Fremtid til debat
- Vi får grunden stillet til rådighed, og jeg ved endnu ikke, hvad der skal ske inden generalforsamlingen, der skal holdes inden udgangen af marts, lyder det fra formanden.
Chanette Søndergaard fortæller, at borgerforeningen overvejer, om der eventuelt kan opstilles en pavillon eller en beboelsesvogn til foreningsbrug på grunden.
Borgerforeningen har fået lov til at benytte kontorer og lokaler i den nedlagt vinduesfabrik i den vestlige ende i Klæstrup, og her har kortklub og dartklub fået base.
- Det er ganske hyggeligt, men vi skal have set på, om der er energi til at udnytte grunden til et fælles formål. Kan vi ikke få det til at lykkes, kan vi levere grunden tilbage til kommunen, der så kan sælge den.
- Det vil være dejligt, hvis byen vil være med, og det finder vi ud af i løbet af foråret. Nu tager vi én dag af gangen - vi har foreløbig fundet et sted at flytte aktiviteterne hen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.