Den gamle stenfisker fylder 90

André Nielsen ser tilbage på et langt liv med havet i centrum

FREDERIKSHAVN:- Jeg ved ikke rigtig, om jeg gider være her. Det går da den forkerte vej. Jeg har ingen kræfter mere. Der var s'gu ikke noget, jeg ikke kunne før i tiden. André Ninus Nielsen ser ellers ikke spor affældig ud, som han sidder der i sin lyse havestue og fortæller oplagt om et langt liv. Et liv, der begyndte i Esbjerg for nøjagtig 90 år siden i dag. Med en afstikker i de sidste barneår til Læsø, hvor hans mor kom fra. Synet og hørelsen er ikke helt, hvad det har været, og han synes, det er træls, at han ikke længere kan holde til at grave sin have. Det er svært at acceptere, at der er opgaver, der er blevet for tunge, når man altid har haft fysisk hårdt arbejde og har været bomstærk. Ton efter ton af tunge sten har André Nielsen slæbt op fra havbunden i sin tid som stenfisker. Da han begyndte, havde han allerede de første hyrer bag sig, og han havde aftjent sin værnepligt som matros i marinen. Det var i vinteren 1935, samme år som han giftede sig med en sød pige fra Frederikshavn, at han første gang fik kobberhjelmen på hovedet og blylodder på brystet og lod sig sænke ned i det kolde vand. Tung dykker hed det. Det nymodens udstyr, som nutidens dykkere bruger, var slet ikke opfundet dengang. I 25 år gik han hver dag på havbunden og sled og slæbte med stenene, som blev sat på en kran og hejst op på båden. I 40'erne og begyndelsen af 50'erne boede André Nielsen i København. Det var i den periode, han var med til at bygge en dæmning, der strækker sig fra Slusehavnen til Kongelunden. En halv snes kilometer, vil han anslå. Det var hårdt arbejde. Først ud at hente lasten, så ind på lavt vand, hvor det hele måtte lades om på en flåde. Og endelig skulle de tunge sten med håndkraft bringes op, til hvor de skulle bruges. - Da havde vi brug for musklerne, siger André Nielsen. En gang var det nær gået galt. Det var under en sejlads med sten til Skovshoved. Lige nord for Kerteminde faldt en stor sten af tangen og ramte André Nielsens dykkerhjelm. Han væltede om og fik stenen ned oversig. Mirakuløst nok slap han med et brækket ben. - Da skulle jeg have været af med livet, men jeg lever endnu, siger han med et glimt i øjet. Det hårde arbejde har også kostet en finger. - Den kom lige i klemme i en stentang. Tanglopperne Det var nu ikke sten det hele. André Nielsen har også fisket tang. Tanglopperne, kaldte de ham og hans bror, som han arbejdede sammen med. Tangen, hvoraf en stor del blev hentet på Randers Fjord, blev solgt til industrien, der lavede stivelsesstof ud af den. Gelatine til husblas. - Men de blev for grådige, siger han. - Vi rev bunden op, og så kom der ikke mere tang. Det var en skam, det gik i stå, ellers havde jeg nok fisket tang endnu. Også i Lystbådehavnen i Frederikshavn, har han været med til at lægge sten på sten, som blev hentet ude på revet. Da var han skipper på sin egen skude ved navn Cecilie. - Det er den bedste hyre, jeg nogensinde har haft, siger han. Da havnen var færdig for 27 år siden, solgte han skibet, hans andet. - Da gad jeg ikke mere. Jeg var hjemmefra hele tiden. Det var jo sjældent, det arbejde, vi havde, var lige uden for døren. Men André Nielsen lå ikke på den lade side, selv om han nu var blevet pensionist. - Jeg kunne ikke holde mig fra vandet, så jeg købte en lille jolle og fiskede ål. Der er ikke mange, der har fisket flere ål end mig. Det stille liv Nu kommer André Nielsen ikke så meget ud længere. Indtil sidste år kørte han hver dag ud på sin knallert. Rundede lige havnen. Men med dårligt syn og hørelse tør han ikke mere. Det kniber også lidt med balancen. I dag sidder der et splitternyt høreapparat på højre øre, og synet er også blevet bedre, efter at han blev opereret for grå stær. Der måtte flere operationer til. - Jeg fik skudt stæreunger, siger André Nielsen. Stæreungerne var de små pletter af stær, der stadig sad på øjnene efter den første operation. Han er ikke helt tilfreds med resultatet. Men det værste var dog ventetiden. - Sådan en gammel mand kan jo ikke gå og vente i årevis. Til sidst slap tålmodigheden op, og han besluttede at slippe 17.000 kroner af egen lomme til en øjenlæge. Nu ligger der bøger på bordet og vidner om, at han igen kan se. - Jeg læser lidt og rydder lidt op, fortæller han om sin hverdag. Og så sidder han gerne oppe og ser fjernsyn til langt over midnat. - Jeg har jo ikke travlt. Og jeg kan sove længe om morgenen. De seneste 12 år, efter at hans kone døde, har han boet alene i huset på Koldinggade. - Det er noget ringe noget. Det falder da ned om ørerne på jer, sagde folk om det røde rækkehus, dengang de købte det som nyt. Men nu er der gået 30 år, og det ligger der endnu. Dengang lå det ude på landet med udsigt over markerne. Nu er der parcelhuse, så langt øjet rækker. Hver 14. dag kommer der en dame og tager det groveste af rengøringen. Men ellers klarer André Nielsen det hele selv. - Jeg kan lave al slags mad. Det var det første jeg lærte, da jeg kom ud at sejle som dreng. Og en sømand, der ikke kan holde skidt og møg fra døren, han du'r ikke, siger André Nielsen. Nu drømmer han bare om, at kommunen vil bevilge ham en trehjulet cykel til erstatning for knallerten, så han igen kan komme lidt ud. Måske må han gribe til tegnebogen igen, men det synes han nu ikke er helt rimeligt. - De sparer og de sparer, og de får ikke noget ud af pengene. Men det haster heller ikke så meget med den cykel, så længe det er vinter. - Nu er det s'gu for koldt. Nu har jeg siddet her inde og blomstret i lang tid. Så fryser man dobbelt så meget, når man kommer ud. Heldigvis sidder han ikke og blomstrer alene. Under snakken går børn og svigerbørn til og fra. Hans har tre døtre og en søn, og de bor alle i byen. Børnebørn, oldebørn og tipoldebørn har han i massevis. De sidste er der to af. Resten går det lidt galt med. - Jeg kan ikke holde rede på dem, siger André Nielsen. Men han savner de jævnaldrende venner. - Der er ikke en af mine dykkerkammerater, der er levende.