Den gamle swinger

Danmark 10. september 2002 08:00

JAZZKONGE: Ib Glindemann fejrer 50 år på scenen med dobbeltalbum og koncerter med sit big band. Han købte sin første trompet for 125 kroner og tabte den på vejen hjem Han fægter med armene, rykker frem og tilbage med overkroppen, så håret ryster frem og tilbage. Ib Glindemann er en ung herre på blot 67 år, som nægter at sidde i en stol og mindes fortiden. Han er en mand med en mission: At åbne danskernes ører for den gyldne swingmusik. Med sit big-band, der tæller 20 mand plus den høje orkesterleder selv, rejser han land og rige rundt. Når han dirigerer på scenen, fægter han med armene, men det gør han også, når han bliver ivrig under en diskussion. Han har spillet over det meste af verden, og Ib Glindemanns Orkester har meget travlt lige nu med engagementer vidt forskellige steder. Fra Dyne-Larsens stort anlagte fødselsdag til de lidt mere ydmyge steder. Både unge og gamle flokke, når det stilfulde orkester spiller swing som det skal spilles. De unge piger vil gerne have autografer på armene og det får de af den ranke orkesterleder. Danmarks Mr. Swing King fejrer sine 50 år på scenen med bravur. Han udsender et dobbeltalbum, dels med live-optagelser med Gitte Hænning, dels med 23 gyldne numre fra perioden 1952-2000. Efter en længere pause, hvor han arbejdede som komponist fik Ib Glindemann som 60-årig i 1994 lyst til at genoplive sit orkester, og hans big band har siden spillet sig fra succes til succes i hele landet. Kvalitet er Glindemanns kodeord, men det stod bestemt ikke skrevet nogen steder, at han skulle leve af at få det til at swinge. Revisorsønnen, der voksede op i Slagelse og senere på Nørrebro i København, VILLE være musiker, og han VILLE have et big band, og det fik han. I starten med sin mors frisørsalon som øvelokale, så folk stod måbende uden for vinduerne, mens der blev spillet i salonen til ære for hårtørrerne - og naboerne. - Jeg hørte Louis Armstrong spille i K.B. Hallen i 1949, og så var jeg solgt. Den måde, han spillede trompet på, den elegance. Det var fantastisk, og den aften var jeg ikke i tvivl længere. Min livsbane var afstukket, siger Ib Glindemann. Siden arbejdede han på sin egen meget målbevidste facon på at gøre jazzmusikken til en levevej. Tabte trompeten Han købte en trompet af en brandmand på Amager - efter først at have solgt sin samling af modelfly, som han fløj rundt med i sin fritid. De 75 kroner rakte ikke, så han fik 50 kroner af sin mor, og så købte han trompeten for 125 kroner. - Jeg var glad, da jeg havde køb den. Jeg prøvede at spille lidt på den, skønt jeg ikke kunne, så brandmanden har sikkert fået sig et grin, da jeg sagde: Den lyder fint. Og da jeg kørte over Langebro, tabte jeg trompeten. Jeg fik den dog rettet ud igen, griner Glindemann. At den ranglede unge mand ville være musiker så familien på med strenge øjne. Der blev gjort flere forsøg på at forpurre det. Blandt andet af onkelen, Carl Glindemann Nielsen. En begavet mand, der arbejdede som grovsmed, da han var 20 år, men i en alder af 30 år blev han professor i dampmaskiner på Polyteknisk Læreanstalt. Hans ambitioner på nevøens vegne rakte videre end en levevej, der var baseret på at spille jazz, der på den tid ganske nedsættende i visse kredse blev kaldt "negermusik". - Der blev arrangeret en bedre middag hos min onkel. Da han havde fået ild på cigaren efter middagen sagde han til mig: Ib! Du ved godt, at vi ikke tolererer slaphed her i familien. - Hele familien var frygtelig bange for at jeg skulle gå i hundene. At blive jazzmusiker var i deres øjne noget med værtshuse og bajere, siger Ib Glindemann. - Jeg måtte love, at jeg ville søge ind på musikkonservatoriet. Da jeg blev optaget var sagen i orden, siger Ib Glindemann, og så forvandlede onkelen sig fra opponent til velgører og gav knægten 50 kroner om måneden - en mindre formue dengang. På konservatoriet havde Glindemann dog et større sammenstød med sin rektor. Ikke mindst da denne "via dagspressen" erfarede, at elev Glindemann helt uhørt optrådte med eget big band i National Scala. - Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke gik op til afgangsprøven på det aftalte tidspunkt, så var det ud! Glindemanns mor var bekymret over at sønnen nu havde fået eget orkester og overvejede at droppe de stive omgivelser på konservatoriet. Unge Glindemann lovede sin gamle mor at fuldføre uddannelsen, og i 1956 bestod han med 1. karakter. Perfektionisten Onkelens ord om aldrig at tolere slaphed har Glindemann gjort til sine egne. Musikere skal ikke bryde sig om at møde uforberedte op hos orkesterlederen. - Altså, en musiker skal øve sig. Hver dag. Jeg plejer at sige det sådan. Den første dag, du ikke øver dig, kan du ikke høre det. Anden dag kan du selv høre det. Tredje dag kan din sidemand høre det. Fjerde dag opdager kapelmesteren det, og på femtedagen hører publikum det, siger Ib Glindemann. Hans forbilleder er de store udenlandske navne som Glenn Miller, Count Basie, Duke Ellington, Woody Herman og Stan Kenton. Han har mødte mange af datidens største navne, og han har også svunget dirigentstokken over en af verdens bedste vokalgrupper, The Mills Brothers. - Da Mills Brothers var her i Danmark, havde jeg den store ære, at de sagde til mig: Vi har aldrig før optrådt med en kapelmester, der var så grundig og så godt forberedt. Efter de gyldne swing-år for Glindemanns orkester i 1950'erne og 1960'erne ville kapelmesteren prøve noget nyt. Blandt andet var han med i en religiøs sekt, han dyrkede yoga, han gik om bord på et fyrskib og sad der og komponerede musik, blandt andet filmmusik. - En dag blev jeg ringet op af Jesper Thilo, som havde set en James Bond-film, hvor de havde brugt en af mine kompositioner som underlægningsmusik. siger Glindemann stolt. - Jeg har altid været et søgende menneske, men min erfaring siger mig, at det er vigtigt at være positiv og foretage sig noget positivt. Jeg vil gerne spille musik, der glæder andre mennesker, så det gør jeg, siger kapelmesteren, der ikke kunne undvære sit big band. I 1994 samlede han på ny en flok musikere. Den yngste er i dag 25, den ældste 72. - Ja, ham på 72 kender jeg meget godt. Jeg plejer at sige til publikum, at jeg skal passe på med at irettesætte ham, for han er nemlig min tandlæge, griner Glindemann. Blandt orkesterets medlemmer er også trompetisten Perry Knudsen, der blev kendt for sit samarbejde med Daimi. Glindemann lever i dag som ungkarl på Frederiksberg. Han deler en meget stor herskabslejlighed med sin søster og svoger, men forbereder sig på at flytte ind i sit hus på Strynø i det sydfynske øhav, når det er i stand. For Strynø passer bedre til en ferm udøver af "økologisk musik" frem for storbyens larm og bilos. Sluk for tæskemusikken Den kvalitet, han selv gør så meget ud af at levere, når hans big band spiller "Tuxedo Junction" eller "Tea At The Ritz", savner han i radioen, og når han er ude med sit orkester spørger mange mennesker ham, hvorfor man aldrig hører god jazzmusik i eksempelvis Danmarks Radio. - Når du åbner for Danmarks Radio eller The Voice hører man den samme tæskemusik og de samme skrigesild synge igen og igen. Hvad er der blevet af det, vi i gamle dage kaldte underholdningsmusikken. Den er væk, siger Ib Glindemann, mens han igen rokker frem og tilbage på stolen og fægter med armene. Da han for mange år siden deltog i radioprogrammet "Pladeretten er sat" sammen med Gustav Winckler, Bent Fabricius-Bjerre og Anders Bodelsen sagde han sin mening lige ud, og den var ikke til at tage fejl af. Blandt andet sagde han, at The Beatles var overvurderede, og det fik han på puklen for. Men jazzens gentleman har altid haft sine meningers mod, og han står fast på dem. - Mange af de melodier, der blev komponeret i swingtiden, er ikke lavet smukkere siden. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke spilles i radioen. Problemet er, at tæskemusikken sælger, og så slutter man således: Når det sælger godt, er det også god musik. Men at noget sælger godt har intet at gøre med den kunstneriske kvalitet, siger Ib Glindemann og vrænger bogstavelig talt på næsen. Det skal klinge, og det skal swinge ellers kan det være lige meget, mener jazzens gentleman. Når hans dobbeltalbum er udsendt er det planen, at Ib Glindemanns Orkester skal give flere koncerter i landet i løbet af efteråret med Gitte Hænning som solist. - Jeg er romantiker. Og vi romantiker lever nok i en anden tid, og gudskelov for det, siger Ib Glindemann, der elsker jazzmusik, men hader "tæskemusikken", der efter hans opfattelse dominerer i radioen og på tv. Foto: Keld Navntoft Ib Glindemann var bare 16 år, da han dannede sit første orkester, og han var 21 år, da hans orkester fik første engagement i National Scala - det nuværende Scala. På konservatoriet fik Glindemann at vide, at han blev ud, hvis han ikke gik op til afgangseksamen til aftalt tid. Arkivfoto Glindemann er ikke begejstret for "moderne musik" fra rock til pop. Men hans orkester har dog spillet til flere rockkoncerter. Billedet med "gulvbassisten" er fra K. B. Hallen i 1956. Arkivfoto.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...