Den glemte million

FILM "Ararat" Et folkemord på en million mennesker. Kan man slippe af sted med det uden at blive opdaget og fordømt? Øjensynligt ja. I følge den canadiske filmskaber Atom Egoyan og hans film "Ararat" er det ikke bare muligt det er også sket: Den tyrkiske hær indsluttede og nedslagtede i 1915 så godt som hele den armenske befolkningsgruppe i bjergene mod det russiske rige og dræbte alle. Siden blev folkemordet systematisk benægtet og camoufleret med så stort held, at det den dag i dag ikke figurerer som et historisk faktum, men stadig som noget man diskuterer. Hvis man da overhovedet ved noget om det. Ararat er navnet på det hellige bjerg, hvor Noahs ark strandede efter Syndfloden. Bjerget kan ses i store dele af Armenien. Herfra blev Bibelens verden befolket, og her kom tyrkerne tilbage som en ny syndflod og udslettede alt liv. Filmen fortæller brutalt historien om den ubegribelige massakre, så brutalt som det næsten er muligt. Men den lægger alligevel et lag mellem dens virkelighed og os: Atom Egoyan, der selv stammer fra armenske udvandrere, har valgt at fortælle historien som en film om en film om massakren. Det lægger et nådigt filter over rædslerne, så vi får lov at slippe dem igen og vende hjem til nuet: Hans hovedpersoner er nemlig nulevende efterkommere i Canada efter nogle af de få flygtninge, der slap ud. Den film, vi ser, tager udgangspunkt i et maleri af kunstneren Arshile Gorky, selv overlevende fra massakren. Billedet bliver et forbindelsesled mellem en stribe personer, der hver især gennemlever personlige kriser, nært forbundet med hinanden. Det er, typisk for Egoyan, alt for kompliceret til at man skal forsøge at redegøre for det her. Lad det i stedet folde sig ud i biografmørket. Det har sin egen påtrængende og uafviselige måde at bore sig frem gennem bevidstheden på, så man ikke bliver rystet af undervejs. Det er det, man kunne kalde "en vigtig film" og "en nødvendig film", hvis man gerne vil undskylde at den er en smule fortænkt, for informationstung og for humorløs. Det må den jo simpelthen blive. Men den er seværdig alligevel, både fordi Atyom Egoyan er en fremragende og insisterende filmkunstner, der laver de film, han synes skal laves, ikke dem, filmmilliardærerne synes han skal labve. Og, ikke mindst, fordi den fortæller os en grusom sandhed, de færreste af os kendte - og alligevel kender, bare andre steder fra og i endnu nyere tid: At der myrdes, torteres, voldtages og lemlæstes millioner af mennesker i en verden, som ellers roser sig af at være civiliseret og styret af et fredselskende, demokratisk sindet Vesten. Alle tiders største selvmodsigelse og selvbedrag. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Ararat" Canada/Frankrig. Instruktør Atom Egoyan En time, 56 minutter. Till. o. 15 år. Biffen, Aalborg