Lokalpolitik

Den globale opvarmning er over os

Vindmøller er vejen frem, hvis vi skal undgå en menneskeskabt miljøkatastrofe, og det nytter ikke at drive sognepolitik på miljøområdet, skriver Laurits Krog. 
arkivfoto

Vindmøller er vejen frem, hvis vi skal undgå en menneskeskabt miljøkatastrofe, og det nytter ikke at drive sognepolitik på miljøområdet, skriver Laurits Krog. arkivfoto

VINDMØLLER:Efter et år i sammenlægningsudvalget og godt 2 måneder i det nye Aalborg Byråd ser vi for første gang et flertal af byrådsmedlemmer med bopæl i den tidligere Hals Kommune være ude og markere sig. Poul Erik Lyngdorf (S), Keld Jul Vagner (V) og Gert Andersen (K) mener, det er en dårlig ide, at nye, større og mere effektive vindmøller skal placeres her, hvor de har fået hovedparten af deres personlige stemmer ved byrådsvalget. Så er det altså, at jeg bare helt stilfærdigt vil gøre opmærksom på, at vi har en menneskeskabt miljøkatastrofe i form af en hurtigt fremadskridende global opvarmning at forholde os til. Hvis vi skal have en chance for at overlade en bare nogenlunde beboelig jordklode til kommende generationer, så skal der handles meget hurtigt og konsekvent. Det kan ikke nytte noget, at det bare er alle de andre, som skal holde for. Efter min mening skal de 3 byrådspolitikere glemme alt om sognerådspolitik. Vi lever i en globaliseret verden og selv lokalt valgte ”byrødder” er nødt til at tænke stort. De ville vel ikke have haft så travlt med at markere sig, hvis møllerne skulle placeres ude i Nibe. Jeg tror faktisk, at de 3 herrers muligheder for genvalg vil være større, hvis de fremover vil agere fornuftigt med henblik på en bedre fremtid for alle og ikke kun for dem i Gåser Kær.