Den gnavne patriarks forvandling

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2

Previous Next

Efter at have set filmen "The Music Never stopped" forstår man pludselig, hvorfor hvert årti har sit eget opsamlingsalbum med musik, og hvorfor folk i dag stadig kan møde til en fest og skrige fejlfrit med på tekster fra 80'erne, når man umiddelbart tænker, at det virker meningsløst, at hjernen bruger lagerplads på at gemme teksterne til ofte halvdårlige sange? Men det er så åbenbart alligevel ikke helt tosset, at gå omkring og huske på sin ungdoms hit. Musik er nemlig en vigtig brik i vores erindring. I hvert fald, hvis man ser Jim Kohlbergs film "The Music Never Stopped", hvor den 36-årige Gabriel Sawyer, spillet af den unge Lou Taylor Pucci, rammes af en svulst i hjernen, og som efter operationen ikke kan huske andet end de minder han har med musik fra sine teenageår. Dramaet "The Music Never Stopped" bygger på en såkaldt autentisk novelle, "The last hippie", af neurologen Oliver Sacks, der før har gjort det i bøger om folk inden for sjældne tilfælde i psykiatrien, der efterfølgende er blevet omsat til film som eksempelvis den Oscar-nominerede film "Awakenings" fra 1990. En Oscarnominering er da også oplagt for en film som "The Music Never Stopped", fordi den er i stand til at fortælle en ret tragisk historie på en ikke-tragisk måde om en ung mand, som muligvis aldrig mere vil komme til huske, hvad han foretog sig for fem minutter siden. Man går med andre ord ikke sønderknust fra biografen, efter at have set "The Music Never Stopped", men efterlades med håb om, at Gabriel faktisk kan få en slags fremtid, selv om den bygger på en fortid, der ligger tyve år tilbage, hvor han som teenager smækker med hoveddøren til barndomshjemmet, og faderen Henry, spillet af J.K. Simmons, råber, at så kan han da også bare blive væk for altid. Det er musikken, der er årsag til adskillelsen mellem fader og søn, og det er musikken, der bringer dem sammen igen, da en kvindelig musikterapeut kommer ind over sagen og afslører, at der er erindring gemt i musik. Til at begynde med håber faderen, at erindringerne ligger hos sønnen i den musik, som han hørte faderen spille for ham, da han var barn, men langsomt må faderen erkende, at det måske er på tide, at det er ham, der begynder at lytte til den musik, der betyder noget for hans søn i stedet for at forsøge at presse sin egen mening igennem. Faderen går igennem en skelsættende forandring. Fra at være den altid talende bliver han nærværende og lyttende, og den forvandlingshistorie er måske den egentlige fortælling i filmen, for normalt er denne faderfigur skildret på film som totalt forstokket og uden for ethvert kompromis rækkevidde, før det er alt for sent. Faderen i "The Music Never Stopped" er ganske vist gammeldags af sind, men hverken urørlig, usympatisk eller stivnet i sin endelige form. Da det for alvor går op for ham, at han kan nå sin søn gennem dennes musik, går han beslutsomt ned og bytter alle sine gamle lp'er væk til lp'er fra sønnens ungdomstid, hvor minderne i følge terapeuten ligger gemt. Efterfølgende går fader og søn så igang med at sætte lp'er over og oplever pludselig en kontakt, som de aldrig oplevede, da Gabriel var rask. Filmen "The Music Never Stopped" er sentimental ... på den gode måde, fordi faren netop overvinder sin egen sentimentalitet og indser, at hvis han vil give plads til sin søn, så må han opgive en del af sin egen fortid. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "The Music Never Stopped" USA, 2011 Instruktør: Jim Kohlberg Spilletid: 1 time 45 minutter Censur: 15 år Danmarkspremiere: 19. januar, Biffen, Aalborg