Den gode smag

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den udvidede visitationszone, som har været inført omkring Jomfru Ane Gade i Aalborg, bliver nu sløfjet igen. Arkivfoto

Den gode gamle klassiske italienske restaurant Il Molino i Aalborg er ikke, hvad den har været. Den er flyttet hjemmefra nærmest som ved en skilsmisse. Den er flyttet på hotel. Og ikke nok med det. Under bodelingen er den splittet op i to afdelinger. Dels den klassiske Il Molino, dels i en slags Molino Light. Den hedder Vero Gusto, og det er den, vi besøger i dag. Vero Gusto betyder den gode smag eller den sande smag, og det er da ikke så lidt at skulle leve op til. Det gør Vero Gusto nu ikke helt. Maden er slet ikke ringe, men der bliver slået flere skævere undervejs. Selvfølgelig skal is være frossen, men det skal carpaccio altså ikke. Spisekortet byder på 6-8 forretter plus et par supper, på fem pastaretter, et stort udvalg af pizzaer, fire kødretter, to fiskeretter og fire desserter. Vi vælger at starte med carpaccio af sværdfisk (99 kr.) og kyllingesalat (89 kr.). Det efterfølges af lammekoteletter (185 kr.) og stedets fisketallerken (195 kr.), og vi slutter af med tiramisu (65 kr.) og is (65 kr.). Umulig opgave Det er let nok at vælge hvidvinen. Vi tager en riesling fra Norditalien (275 kr.), fordi vi ved, at det går næppe helt galt i byen. Og vi vælger en helflaske, fordi der også gerne skulle være nok til den ene hovedret - fisken. Men det forhindrer os nu ingenlunde i at give en udfordring videre til tjeneren: Kan hun finde en rødvin, der kan matche såvel fisk som lam? Personligt betragter jeg det som en næsten umulig opgave. Men efter en rum tid kommer vores kompetente og særdeles dygtige tjener tilbage med en flaske malbec (Felipe Rutini til 315 kr.) fra Argentina. Den anbefaler restauratøren, fortæller hun. Rødvinen vender vi tilbage til, for først kaster vi os over forretterne. Carpaccioen er lavet på den nemme måde: Fisken er skåret, mens den er næsten frossen. Og hvad værre er: Den serveres så kold, at det hviner i plomberne. Men også så kold, at det er svært at få ret meget smag ud af den. Carpaccioen serveres med persille og salat. Det er udmærket, men det smager altså bedre og af mere, når det er ordentligt tempereret. Kyllingesalaten er marineret i hvid trøffelolie, og den slags er jo delikat, når man er en lille trøffelgris. Og det er jeg. Men salaten er også overhældt med en peberrodsdressing. Begge dele er udmærket, men sammen forstyrrer det, for peberroden dræber den fine trøffelsmag, og det er lidt synd. Men ellers er kyllingestykkerne og den mixede salat af forskellige grønne blade udmærket. Især når trøffelsmagen rigtigt får lov at udfolde sig. Godt og skidt Da vi kom til hovedretterne, blev vi for alvor uenige, jeg og min medspiser. Hun var mildest talt ikke tilfreds med sine lammekotelletter. De var stegte, men virkede lidt bløde i det, og der var ikke meget kød på dem. Muligvis var det den rigelige, tomatbaserede sovs, som de svømmede i, der gjorde dem bløde og kedelige. De fik karakter af en sammenkogt ret. De var serveret med en slags bagt kartoffel og fem forskellige slags peber. Så var der mere format over stedets fisketallerken. Den overskyggede alt andet, vi fik den aften, og det er på grund af den, at den tredje gaffel kommer i land, for det var en ret så fornem og lækker, at den uden problemer kunne være indgået i en fire- eller femstjernet menu. Og den var - som lovet - særdeles varieret: Der var kammusling, havtaske, torsk, laks, jomfruhummer og tigerrejer, og det blev serveret med samme kartoffel som lammet, foruden en lille lasagne af spinat og parmesan og en fuldstændig vidunderlig og overraskende tomatkompot med stjerneanis. Alle fiskene var stegt til perfektion. De var milde og elegante i smagen, og tilbehøret klædte fiskene utroligt godt. Det var flot. Nu må vi vende tilbage til rødvinen. Den argentinske drue malbec laver mørke og meget kraftige vine, og jeg forsøgte at drikke den til fisken. Men det gik ikke. Den var alt for dominerende og kraftig. Alene duften var hel skæv i forhold til at spise fisk, men heldigvis var der rigeligt tilbage af hvidvinen, som dermed fik lov at ledsage de mange spændende fisk. Til gengæld kunne den røde vin fint matche lammet. Lam kræver kraftig vin, så der var den lige i øjet. 1288 kroner Da vi fik serveret desserterne, var vi igen tilbage i det gennemsnitlige. Tiramisuen var tam og intetsigende, og isen bestod af tre kugler: vanille, skovbær og chokolade. Og så var der en stribe blendet hindbær hen over tallerkenen. Det var skuffende idéforladt. Det var cafeteriamad på store flotte tallerkner. Til gengæld var vi tilfredse med serveringen. Alle retter blev grundigt præsenteret med nøje beskrivelse af alle bestanddelene. Vi blev betjent af tre forskellige kvindlige tjenere, og de kunne deres metier til perfektion. Vi fik dog sendt den ene tjener på glatis, da vi spurgte en ekstra gang til en af tingene på fisketallerkenen. Det kunne hun ikke klare. I stedet startede hun sin remse forfra. Men der var også mange detaljer. Regningen endte i alt på 1288 kroner. Vero Gusto ligger bag store panoramavinduer med udsigt til Jomfru Ane Gade, så man kan følge med i det særdeles pulserende liv uden for. Det er et stort, lyst og behageligt lokale. Der er askebægre på bordene, og det signalerer rygerrestaurant. Men der er også en afdeling for ikkerygere. Vi ender altså på de tre gafler, og som nævnt ovenfor skyldes det fisketallerkenen. Men at servere tre kugler is i et hjørne af en tallerken på størrelse med et billardbord er ikke tregaflet mad. At servere carpaccioen, inden den er tøet ordentligt op, er ikke godt nok, og lammekoteletten var heller ikke på det niveau, så der er stadig noget at arbejde med. Det er givetvis kun små justeringer, der skal til. Vero Gusto Limfjordshotellet i Aalborg, Ved Stranden 16, Aalborg. Mandag til torsdag åbent 12-22, fredag og lørdag 12-23. Søndag lukket.