Den grimme ælling er under forvandling

AaB'erne fortsatte i Brøndby den positive udvikling efter trænerskiftet

BRØNDBY:Jamen hvad er det for et AaB-hold, vi pludselig ser i aktion? På udebane, mod rækkens tophold, og alligevel i stand til spille friskt og opportunistisk. Med vilje og håndfasthed i alle aktioner såvel defensivt som offensivt. Med mod til at tage chancen, hvor lille den end måtte være på de danske mestres hjemmebane. Det var positivt som ikke set længe, det AaB'erne stod for på Brøndby Stadion, og hvis stilen ellers holder, så begynder det igen at blive interessant at se holdets kampe. Hvor ligger så årsagerne til den forvandling, der er ved at ske? Tja, det er først og fremmest spillernes indstilling, man udefra kan se er kommet ind i helt andre rammer. Det burde være sket for lang tid siden, og det kan man så klandre aktørerne, at de har været så længe om. Men i stedet for at kigge tilbage, så er det langt mere interessant at skue fremad, for de kvaliteter, AaB-holdet rummer - og nu begynder at vise - de kan bære holdet et godt stykke videre, først og fremmest i kampen for at komme væk fra bunden, i næste fase for at komme op og spille med blandt Superligaens bedre hold. Trænerskiftet - hvor forunderligt det næsten altid er med et sådant - har rusket op i nogle rutiner, og det har haft sin effekt. Hjemmesejren over FC Nordsjælland gav også den nødvendige selvtillid, der var så afgørende at få. Det er også synligt, at træner Søren Kusk har haft held med at placere Michael Silberbauer på en anden og mere offensiv plads, lige bag David Nielsen. Held? Eller tilfældigt? Ja, somme tider er det små ting, der ændrer det hele, og her synes der virkelig at være flyttet en brik, der gavner ikke kun stortalentet Silberbauer, men også helheden, AaB-holdet. Det var såre fortjent, at AaB tog et point med hjem - ja, uden at have alt for farvede briller på, så kan man vist godt tillade sig at mene, at AaB mere havde fortjent sejren end Brøndby, hvis der skulle have været en vinder. Forsvaret spillede utrolig disciplineret og påpasseligt. Bevares, alle mand var væk, da Brøndby scorede, men det var et særdeles smukt mål, og den slags sker. Midtbanen kittede det hele sammen, med stort arbejds-raseri af såvel de midterste som af især Thomas Augustinussen på kanten. Silberbauer nyder i den grad sin frie rolle, at man kun kan glæde sig til næste kamp. Han sprudler nu, har spilleglæden med, og vil noget på både egne og holdets vegne. Og David Nielsen i front - ja, han skylder stadig at score, og han så også lidt tvivlsom ud i første halvleg, hvor han havde for mange boldtab. Men han må have fået en vitaminindsprøjtning i pausen, for to gange inden for de første fem minutter i anden halvleg var han lige ved at få bolden i kassen på et par Brøndby-blottelser. Og hans vilje til at arbejde - den er, som enhver englænder vil sige - outstanding. Ham tror vi på - lige som vi tror på, at AaB nu har sporet sig ind og skifter attitude fra grim ælling til, forhåbentlig, en smuk svane.