Den hårdeste tid

Da mundvigene virkelig hang nedad på Aalborg Teater

Politi 2. marts 2003 07:00

Man kan fejre sådan et teaterjubilæum paa mange måder. Her har vi valgt at glermme de store triumfer og se paa en virkelig dårlig tid i teatrets historie - krigens tid. Gennem alle teatrets 125 år var besættelsens fem nok de allerværste -skønt guderne skal vide, at det ikke har skortet på hårde tider. Dels blev selve teaterbygningen straks fra besættelsens start beslaglagt af tyskerne, som biograf for soldaterne, dels var det meget beskedent, hvad den kæmpende, hjemløse teatergruppe fik at arbejde for fra sin kommune. Det lykkedes da også kun at holde det idealistiske teater i live i sæsonen 1940-41, selv om mange af byens borgere rykkede sammen om deres teater, både moralsk og økonomisk. Kommunen ejede teatret og aftalen med tyskerne var, at de skulle betale leje af bygningerne. Men lejen beholdt kommunen, der endda kun nødtvungent gav og yderst modvilligt gav penge fra sig, når teatret rykkede. Det kunne nærmest virke, som om daværende borgmester Marius Andersen (den første) benyttede lejligheden til at sparke til et teater, der ellers lå ned i forvejen på grund af tyskerne. Jakob Nielsen var direktør for teatret, da tyskerne kom. Han var stærkt berørt af besættelsen og begivenhederne omkring den, og han var fast besluttet på, at der skulle spilles videre: Også selv om bygningen var beslaglagt. Det blev svært. Bygningen var ude af billedet, også selv om der var givet løfte om faste månedlige spilledage til teatrets personale. Det løfte blev meget hurtigt brudt, og borgmesteren lagde ingen iver for dagen i bestræbelserne på at få løftet opfyldt. Det blev så til enkelte forestillinger i Håndværkerforeningen, bl.a. opførtes her Kaj Munks "Egelykke", en stor kunstnerisk og publikumsmæssig succes og ikke så lidt af en bedrift under de meget vanskelige vilkår. Teatermennesker i Aalborg stiftede ved beslaglæggelsen en teaterforening dels for at kunne søge tilskud, dels for at kunne holde tyskerne ude - "Kun medlemmer af foreningen kan komme ind". Foreningen og Jakob Nielsen besluttede at forsøge at faa en teateraftale med Randers, der jo burde være stor nok til at kunne levere et publikum. Og så var der heller ikke længere fra Aalborg, end at de trofaste teatergængere fra byen kunne rejse efter teateroplevelsen. Desværre skuffede begge disse forudsætninger. Folk i Randers var alt andet end flittige til at komme - og fra Aalborg kom kun meget få rejsende til, ud over skuespillerne selv. De havde til gengæld deres hyr med at transportere rundt med kulisser og kostumer og udstyr i en bus, der var drevet af gasgenerator med konstante brændekrav, og som i øvrigt ustandselig gik i stå og i stykker. Randers Kommune ville ikke betale tilskud, Aalborg Kommune blokerede for at truppen kunne bruge kulisser og kostumer herfra og nægtede endda at udbetale et depositum, der direkte tilhørte teaterforeningen. Krigen kørte Jakob Nielsen træt, og han og kommunen havde for mange lig i lasten. Da befrielsen endelig kom, var det Poul Petersen, der blev direktør for det nyåbnede teater.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...