Den halve by til Open By Night

Selv om der ikke er mange forretninger i Klokkerholm, var der et mangfoldigt handelsliv

Esben Heine
Selv om der ikke er mange forretninger i Klokkerholm, blev der handelsstemning i forbindelse med Open by Night. Foto: Kim Dahl Hansen
EMNER 2. september 2007 06:00

KLOKKERHOLM: Det meste af byen var rykket ud i midtbyen, da Klokkerholm holdt Open By Night. Den nu 10 år gamle tradition er blevet en succes. 400-500 mennesker nød det milde aften på augusts sidste dag. Formand for Klokkerholm Borgerforening er da også mere end tilfreds. Det var borgerforeningen, der fik ideen, og det viste sig at være en god idé. - Vi mente, at der skulle ske noget, når der ikke længer er hverken sommerfest eller idrætsuge. Og her vil folk virkelig gerne mødes. Klokkerholms forretninger med Super Best i spidsen og en række andre handlende havde stillet boder op i Toftelundsgade. Der var spærret af for bilerne, så alle kunne handle i fred i midtbyen. Og underholdning skortede det ikke på. Der blev afviklet et spændende sponsorcykelløb. På scenen gav de lokale ”The Kajlænders” den for fuld udblæsning. Og Klokkerholm er selvfølgelig med på bølgen ”Vild med dans”. Lokale danseglade kom under kyndig vejledning hos Sofie og Allan Videl, der går til dans hos Marianne Eihilt i Århus. Det var Klokkerholm-borgerne Vibeke Møller og Preben Chemnitz, der fik et lynkursus af de dygtige dansere. De blev kørt væk i en Cadillac til en lektion, og da de kom tilbage, gav de en opvisning. - Det er utroligt, hvad man kan lære på en times tid, bemærkede Lars Bach, da de på torvet gav en flot opvisning. Der blev serveret pattegris og pølser fra boder. Det var Venstre, der stod for den hele gris, og serveringerne blev straks omdøbt til valgflæsk med henvisning til et måske forestående folketingsvalg. Der var også bingo med Lars Bach, der er kendt fra Tv-bingo. Han var aftnens konferencier. KFUM-spejdernes Dannerhøj gruppe var også på plads. Spejderne bagte pandekage over bål, og der var opstillet en tipi. - Vi er jo lige i gang me den ny sæson, og der er altid plads til flere spejdere, fortæller gruppeleder Anders Tollestrup fra Dannerhøj Gruppe. Der er 60 medlemmer i gruppen, der i fjor fyldte 40 år. I sommer har spejderne været på lejr ved Sindal, hvor 1200 spejdere var samlet. Forleden var der et jubilæumsarrangement i Roskilde med 15.000 deltagere. Her blev taget fotos, og nogle af fotografierne blev præsenteret i forbindelse med Klokkerholm By Night. Klokkerholm Idrætsforening præsenterede planerne for et nyt klubhus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...