Den hjemmelavede muld

Sådan laver du din egen kompost: Kompostbeholderen fåes i byggemarkeder. F.eks. kan en god tønde til 349 kroner købes i Bauhaus Aalborg. Placer beholderen et godt sted i haven, gerne i skygge eller halvskygge. Den skal stå på jorden, ikke på fliser. Den største tilvænning sker i køkkenet. Her skal du sortere affaldet. Det komposterbare skal i en pose eller spand for sig. Du kan kompostere f.eks. rester af frugt og grønt, pasta, kaffegrums og små stykker brød. Knuste æggeskaller kan også puttes i. Du kan ikke kompostere kød, fisk, fedt og mælkeprodukter. De kommer til at lugte og tiltrækker mus og rotter. Skræller af citrusfrugt er heller ikke velegnet til komposten. Bland komposten med haveaffald som små grene, kvas og visne stauder. Køkkenaffald alene bliver for vådt og kan "klaske" sammen og begynde at lugte. Tilsæt kompostorm. De er med til at sætte ekstra gang i omsætningen. Vend indholdet af og til for at få ilt til de mikroorganismer, der er med til at nedbryde affaldet. Kompostbeholderen må ikke blive for våd, men heller ikke for tør. I varme somre kan det være nødvendigt at vande tønden. Undgå at smide syge planter og ukrudt med frø i beholderen. Ukrudt, der ikke er gået i frø, kan fint komposteres. Store mængder græs og blade kan få komposten til at klaske sammen. Der vil ofte være frugtfluer i komposten, som kan virke generende, når man åbner. Fluerne kan begrænses ved at dække det friske køkkenaffald med lidt haveaffald eller omsat kompost. Vent tålmodigt. Der kan godt gå et års tid, inden du kan grave færdig kompost ud af beholderen. Det kan bruges som et næringsrigt tilskud til køkkenhave og blomsterbede. Det kan også sies, blandes med sand og strøes som topdressing på græsplænen.