Aalborg

Den hvide dug er forældet

AALBORG:Gårsdagens retssag i Viborg kom i høj grad til at handle om at være i stofnød. I færdselsloven står der nemlig, at private skal benytte en "hvid dug" ved udrykningskørsel, og at dugen skal anbringes et synligt sted på køretøjet. Sagens hovedperson, Christian Søby, måtte blankt erkende, at han ikke havde haft en hvid dug på sin bil, da han i august sidste år havde kørt udrykning til sin arbejdsplads på politigården. Men den hvide dug er efter politiets opfattelse også et totalt forældet krav, der ganske vist står nævnt i færdselsloven, men i praksis spiller der ingen rolle. - Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der har kørt med en hvid dug, og hvordan anbringer man i øvrigt en hvid dug på sin bil, lød det fra politikommissær Bent Højgaard, der var indkaldt som vidne i sagen, fordi han som leder af uropatruljen var ansvarlig for, at Christian Søby var blevet kaldt på arbejde i et hasteærinde. Bent Højgaard er i dag leder på et af politiets vagthold og han kunne oplyse retten om, at han i den rolle får mange henvendelser fra private borgere, som ringer ind og fortæller, at de har kørt udrykningskørsel. Det lader politiet passere, hvis ellers folk har haft en gyldig grund. Det er typisk fødende kvinder, der skal hurtigt ind på barselsafdelingen eller sygdomstilfælde som får private til at trykke ekstra på speederen - hvid dug eller ej.