Musik

Den jazzelskende rocktrommeslager

Charlie Watts, som de øvrige medlemmer af The Rolling Stones uden tøven kalder for bandets vigtigste medlem, fylder i dag 70 år.

Charlie Watts, trommeslager i The Rolling Stones, fylder i dag 70 år. Foto: Scanpix

Charlie Watts, trommeslager i The Rolling Stones, fylder i dag 70 år. Foto: Scanpix

- The Rolling Stones ville ikke og havde ikke kunnet fortsætte, hvis Watts ikke havde været der, udtalte Keith Richards for et par år siden. Den verdensberømte rockgruppes trommeslager er still going strong efter fire årtier med gruppen. 40 år, hvor Watts' særegne, swingende stil har dannet skole for mange yngre trommeslagere. Faktisk står jazzen hans hjerte nærmere end rocken. - Stones er absolut det eneste band, jeg gad spille rockmusik i, har han gentagne gange udtalt. Charlie Watts var dog angiveligt godt sur, da Mick Jagger ringede til ham engang i 2002 og fortalte, at Stones skulle ud på turné i forbindelse med deres 40 års jubilæum, for nu havde han lige fået sat en turné op med sit eget jazzband. Charlie Watts spillede allerede i 1960 sammen med Jagger, Richards og Brian Jones i gruppen Blues Incorporated. Da de tre sidstnævnte ændrede gruppens navn til The Rolling Stones fik de overtalt Watts til at slutte sig til dem, og i 1963 droppede han sit job som reklamekonsulent for at koncentrere sig fuldt ud om musikken. Ud over Charlie Watts' musikalske kreativitet lavede han også det grafiske arbejde på de første plader og var ansvarlig for det berømte presseprogram fra 1975 i New York, hvor bandet kørte rundt på en ladvogn, mens de spillede "Brown Sugar". Sammen med Mick Jagger har han også designet udsøgte scener såsom lotusblomsten til "Tour of the Americas" i 1975 og i 1990 til "Steel Wheels/Urban Jungle Tour". Charlie Watts har lavet masser af musik ved siden af arbejdet i The Stones. I oktober sidste år spillede han uddrag af sine egne kompositioner fra de seneste 25 år med Danmarks Radios Bigband. Charlie Watts har siden 1964 været gift med Shirley Ann Shepard, som han har datteren Seraphina Watts med. Sidst i 1980'erne måtte han lade sig indlægge for at komme ud af en afhængighed af stoffer og alkohol, og i 2004 fik han konstateret strubekræft, men er blevet helbredt. Mindre farlig er hans afhængighed af at købe designertøj. Både avisen The Telegraph og magasinet Vanity Fair har kåret Watts som en af verdens bedste klædte mænd./ritzau/ Læs mere om Watts i kultur-sektionen