Den jordnære kultur

Så er programmet for Kulturnatten 2002 på gaden - og det er større end nogensinde

Dans 28. september 2002 08:00

AALBORG: Så er programmet klar for Kulturnatten 2002. 30.000 dugfriske eksemplarer ligger nu til gratis afhentning på byens biblioteker og turistkontoret. Og alle skoleelever får et eksemplar med hjem, så familierne nu har tid til at planlægge, hvilke arrangementer de har lyst til at opleve 11. oktober, hvor kulturnatten løber af stabelen. Og det er et righoldigt program i år, som mere end 70 arrangører bidrager til. Ifølge Sigrid Sønderby, der er administrativ koordinator og sekretær for styregruppen, er der i år ti arrangører mere end sidste år. Interessen for Kulturnatten 2002 er med andre ord stor. - Det er en god måde at markedsføre sig selv, siger Sigrid Sønderby som forklaring på, hvorfor så mange har ønsket at bidrage med et arrangement til programmet. Da den første kulturnat fandt sted i 1995, havde programmet otte hovedarrangører. Så man kan roligt sige, at kulturnatten i Aalborg har vokset sig større og større. Ned på jorden Men det har nu ikke givet årets kulturnat storhedsvanvid. Tværtimod er begivenheden kommet ned på jorden med temaet: "JORDnær". I 2001 kunne folkene bag kulturnatten ikke dy sig for at lave temaet "2001 nat". Men årets tema skal ses som en forlængelse af temaerne fra 1998 til 2000, der havde navnene: "VandVid", "Ildsjæle" og "Himmelvid". Med årets tema er ringen dermed sluttet: de fire elementer har haft hvert sit tema. Om årets tema skriver arrangørerne i programmet: "Med jordnær tænker nogle måske først på nordjysk sindighed eller endog Janteloven, men hvorfor ikke sætte fokus på det uprætentiøse, den historiske og kulturelle baggrund, der danner basis for udvikling og vækst, og hvorfra kulturel bredde og nye idéer spirer og gror." Hvis du ikke lige fangede denne ganske højtidelige svada om at fokusere på det uhøjtidelige - ja, så fortvivl ikke. Bare tag familien under armen 11. oktober og kom så ud og få jer en på opleveren. Programmet er righoldigt og for enhver smag: Dunkelfolk og mosefund I banegårdens hal vil Dunkelfolket bringe passagerer og andre interesserede ud på en anderledes rejse. Jakob Myginds musik og et lysshow inspireret af Jordens boblende indre vil sætte scenen for maskefolket. På Mølle Plads danser gamle og unge "mosefund" showdance, funk og breakdance. Det bliver flot, frækt, forførende og hamrende morsomt, lover arrangørerne fra Dansestudiet Dance Action. På Nordjyllands Kunstmuseum synger Aalborg Koret om det nære. Og på Skråen fortæller den rablende gale og geniale Peter Søvad crazy eventyr for store og små. Og dette er bare en promille af programmet, der også byder på blandt andet: Argentinsk Tango i Palæsalen, DISKOtek for børn hos KFUM og K, Roterende Stunt-Cabaret på Teatercafeen og Himmelske Toner i Kommandobunkeren. Og så er der alle udstillingerne, filmene og lysbillederne. Og så er der...nå, tjek det selv ud - og glem nu ikke Kulturnat-suppen på C. W. Obels Plads og Nørresundby Torv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...