Den kinesiske vridemaskine Kattepinediplomati: Kinas OL-eventyr har sendt Anders Fogh Rasmussen og verdens øvrige statsledere ud i en uskøn balancegang mellem følelser og fornuft. Uanset hvad statsministeren gør ved denne co

Hvis statsministeren kunne flytte ting med tankens kraft, havde han sandsynligvis flyttet De Olympiske Lege til England for længe siden. Så ville der være meget bedre genklang i hans argument om, at sport og politik ikke bør blandes, og at der derfor intet problem er i kronprins Frederiks kandidatur til Den Olympiske Komité. I disse dage er sport og politik blandet mere sammen end nogensinde før, og kombinationen af OL-optøjer, Kina og kronprins Frederik har udviklet sig til en diplomatisk dynamitstang mellem hænderne på statsministeren. Uanset hvilken beslutning han træffer i den verserende polemik om, hvorvidt OL-åbningen skal boykottes eller ej, vil beslutningen være forkert og resultatet have en ødelæggende virkning. Anders Fogh Rasmussen og resten af hans regering er med andre ord havnet i en vaskeægte tabersag. For forholdet til Kina udgør et klassisk dilemma: Skal man glæde sig over de markante fremskridt, landet har gjort, eller skal man banke løs på alt det, som stadig ikke er i orden velvidende at kineserne derved bliver så vrede, at det nok aldrig bliver bedre? Til daglig er alle enige om, at det lange seje træk er den rigtige vej til langsomt at opbygge tillid, respekt og dermed villighed til forandring hos kineserne. - Det er meget komplicerede problemstillinger, som er langt mere egnet til diplomati og den form for arbejde end det er egnet til demonstrationer, siger en af Danmarks mest erfarne Kina-eksperter Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet. Men ligesom resten af Europas regeringsledere har Anders Fogh Rasmussen vist sig at have ualmindeligt svært ved ikke at ryste på hånden i den diplomatiske linje, efter at Kina-modstanden er blevet en verdensomspændende folkesag. Mens kineserne ser noget overraskede til, tegner der sig følgende fronter i en konflikt, som udvikler sig mere og mere absurd. Overraskende alliancer På den ene side har vi vores hjemlige kulturminister Brian Mikkelsen (K), som truer med at boykotte OL-åbningsceremonien til stor glæde for Dansk Folkeparti og SF. I udlandet er Mikkelsen i prominent og voksende selskab med notabiliteter som ærkebiskop Desmond Tutu, Hillary Clinton, skuespilleren Richard Gere, Tysklands kansler Angela Merkel, den engelske premierminister Gordon Brown og mange andre, som af den ene eller anden årsag har lagt kineserne for had. Den hyppigste fællesnævner er kravet om en dialog med tibetanernes eksilleder Dalai Lama og forbedrede menneskerettigheder i Kina. Denne fløj er akkompagneret af tv-billeder af OL-fakkelens forrevne tur gennem Europa og stigende folkeligt pres for en boykot. Bare herhjemme viser opinionsmålinger, at over halvdelen af danskerne støtter en boykot. På den anden fløj står lidt overraskende den selvsamme Dalai Lama, som i skarpe vendinger har fordømt angrebene på OL-fakkelen og frarådet en boykot af OL, samtidig med at han forsvarer Kinas ret til at holde OL. Dalai Lama får støtte af de fleste menneskerettighedsorganisationer og kinaeksperter, som advarer om, at protesterne og truslerne om boykot har den stikmodsatte effekt. Det forværrer forholdet mellem Tibet og Kina, og det gør arbejdet med at forbedre menneskerettighederne i Kina meget sværere. Hjemløs kronprins Et eller andet sted i midten svæver Kronprinsen og hans OIC-kandidatur og afventer regeringens næste træk. Og regeringen selv lurepasser frem til sommer for at se, hvordan vinden blæser i resten af EU, så Danmark kan lægge sig i læ af den. Officielt hedder det, at EU’s udenrigsministre til sommer skal afveje, om forholdet mellem Kina og Tibet er blevet bedre og ligeså med menneskerettighederne i Kina. Det eneste problem er, at EU-landene i øjeblikket er dybt splittede om, hvordan de skal forholde sig i OL-spørgsmålet. Spørgsmålet er, om enigheden er større til sommer. Kæmpe fremskridt i Kina Hvis man spørger Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet, hvorfor et OL i Kina kan afstedkomme så megen ballade, at det sender alle statsledere ud på en kluntet linedans, lyder svaret, at debatten er drevet af stereotyper. - Der er generelt alt for lidt viden om de faktiske forhold i Kina, og det har skabt nogle stereotyper om kineserne i den brede befolkning, som vi glemmer at teste i forhold til virkeligheden, siger han. Og selvom der stadig foregår overgreb og brud på menneskerettighederne, ser virkeligheden i Kina væsentlig anderledes ud i dag end for bare ti-femten år siden. - Der er ingen tvivl om, at Kina er på vej opad og på vej væk fra Mao-tiden. Staten blander sig udenom mere og mere, og borgerne har fået langt flere rettigheder. Selvfølgelig er der stadig begrænsninger, såsom at man ikke må lave landsdækkende politisk organisering udenom partiet, man må ikke modtage penge fra udlandet til politisk virksomhed og gå imod toplederne i medierne, men på individplan er der større og større frihed til at sige sin mening, fortæller Clemens Stubbe Østergaard. Han peger på den omdiskuterede fængsling af Kinas førende systemkritiker Hu Jia, som netop er idømt tre års fængsel. - For 15 år siden ville han være blevet låst inde og nøglen smidt væk. Nu er han i det mindste blevet stillet for en dommer og idømt en ‘mild’ straf i betragtning af, at straframmen normalt er fem år og opefter. Og forinden har han i årevis fungeret som enmandscentral for alle vestlige journalister, men her før OL fik kineserne åbenbart dårlige nerver. Flere rettigheder De kinesiske nerver op til OL har generelt betydet, at antallet af fængslinger og tvangsflyttelser er røget i vejret for at få overfladen til at se pæn ud. Alligevel er seniorforsker Hatla Thelle fra Institut for Menneskerettigheder ikke i tvivl om, at OL-afholdelsen er god for kineserne i det lange løb. Det danske institut har i snart ti år haft et velfungerende samarbejde med forskellige kinesiske universiteter og forskningsinstitutioner, og ifølge Hatla Thelle har forholdene forbedret sig markant - ikke mindst kinesernes retssikkerhed. Hun fortæller, at der 1. januar er trådt en retsreform i kraft, som betyder, at en forsvarer for første gang har lov til at afhøre sin klient uden politiets tilstedeværelse, og desuden kan han indhente beviser og efterforske sagen selv. - Det kan lyde småt og teknisk, men det er i virkeligheden et kæmpestort skridt for den almindelige kinesers mulighed for at forsvare sig over for systemet. Næste skridt er at se, om det virker. Det er de lange seje træk, der tæller, siger hun. Et andet eksempel er den udskældte dødsstraf, som før kunne tildeles fra lokalt hold. Nu skal alle dødsdomme godkendes i Højesteret, og forventningen er, at det vil få antallet af dødsdomme til at falde. Megafondiplomati Hatla Thelle er ærgerlig over den megen debat om boykot, som hun mener kan hæmme arbejdet med at styrke menneskerettighederne i Kina. - Der er en risiko for at en boykot vil styrke de kredse, der i forvejen synes, at menneskerettigheder og samarbejde med Vesten er noget pjat. Det kan give de nationalistiske bevægelser vind i sejlene, siger hun. Hatla Thelle forklarer, at det daglige arbejde kun fungerer, hvis tilliden og respekten er til stede. For eksempel ved at kinesiske forskere udveksler viden med danske om, hvordan man undgår politivold. Den viden tager forskerne med videre til deres eget system, hvor de så forsøger at påvirke magthaverne, Kina-ekspert Clemens Stubbe Østergaard er enig i, at den højrøstede OL-protest er skadelig. -Megafondiplomati preller fuldstændig af på kineserne. Der er ikke eksempler på, at de har ladet sig presse til noget som helst. Tværtimod. Hvis de mærker dæmonisering, eller at der bliver set ned på dem, så reagerer de meget stærkt, fordi det giver dem mindelser om de 150 år før Mao, hvor udlandet skaltede og valtede i Kina, siger han. Clemens Stubbe Østergaard frygter, at balladen ligefrem skader tibetanerne, fordi kineserne vil se sig endnu mere vrede på dem og beskylde dem for at ødelægge deres OL. - Det hjælper jo ikke, at udlandet presser på for en løsning, når kineserne ser det som en indenrigskonflikt. Det er ligesom i et parforhold: Det er fint nok at få folks mening, hvis man har spurgt dem. Hvis ikke, vil man helst undvære deres indblanding, siger han. Med til billedet hører nemlig, at Dalai Lama selv betragter Tibet som en del af Kina. Han kæmper altså ikke for en fuldstændig løsrivelse men blot for udvidet selvstændighed. Det er sandsynligvis også frygten for et helt spoleret fornuftsægteskab, som har fået Dalai Lama til at skærpe tonen over for protestmagerne. Problemet er blot, at tibetanerne er blevet så populær en folkesag, at ikonet Dalai Lama er blevet større end Dalai Lama selv. Hunden logrer med halen - Det er lidt halen, der logrer med hunden her. Tibetanerne har nogle stærke kampagneorganisationer, blandt andet i Washington, som i virkeligheden bestemmer meget af det, der foregår ved at skrue op og ned for blusset. Det er nok svært for Dalai Lama selv at styre, siger Clemens Stubbe Østergaard. Den massive Kina-protest handler nemlig også om meget mere end menneskerettigheder. De europæiske statsledere har forskellige interesser i at dæmonisere Kina. Den tyske økonomi er tæt på at blive overhalet af den kinesiske, så kansler Angela Merkel har muligvis et hjemligt behov for at vise overlegenhed over for kineserne på anden vis. På samme måde kan den upopulære franske præsident Sarkozy vinde billige point i Frankrig ved at slå et slag for de populære tibetanere - ikke mindst nu hvor den buldrende kinesiske økonomi presser franske interesser i Afrika. OL er i det lys en ‘billig’ protest sammenlignet med en økonomisk boykot af verdens andenstørste eksportnation. Det stille diplomati De stærke TV-billeder af munke og skoleelever, som bliver slæbt væk af politiet for at OL-flammen kan passere, overskygger også det faktum, at mange hele tiden har set en fordel i at give Kina OL-muligheden. -Det er en god ting for at styrke kontakten i stedet for at nære de nationalistiske og hadske opfattelser af, at ‘vi skal altid holdes udenfor’. . Jo mere kontakt jo bedre muligheder er der for en langsom men sikker fremgang, siger seniorforsker Hatla Thelle fra Institut for Menneskerettigheder. Samme holdning afspejler regeringens nyslåede Asien-strategi, som også taler for at inddrage Kina i så mange fora som muligt for at påvirke af den vej. - Det er det stille diplomati, der kan flytte noget, siger Kinaekspert Clemens Stubbe Østergaard, som gerne havde set, at regeringen holdt fast i den linje. I stedet er der for alvor gået indenrigspolitik i Kina, for regeringen har ligesom alle andre vestlige regeringer aflæst folkets harme mod Kina, og i sådan en situation må man finde en grimasse, der kan passe. Ergo danser regeringen stepdans for og imod boykot, for og imod at kronprinsen tager alene af sted og for og imod følelser eller fornuft. Det handler om at sende klare signaler, og så må Dalai Lama sluge nogle kameler, for som udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger: - Det kan jo ikke være sådan, at man ikke kan sende et signal, fordi man er bange for, hvordan det vil blive modtaget. Statsminister Anders Fogh Rasmussens endelig signal til sommer afhænger altså til syvende og sidst af, om det er kineserne og Dalai Lama på den ene side, man ønsker at glæde. Eller de danske vælgere på den anden side.