EMNER

Den kloge gartner huserer på Kærbyskolen

AALBORG:På onsdag kl.17.00 opfører samtlige elever på Kærbyskolen "Den kloge gartner" i Europahallen i Aalborg. Den store satsning er resultatet af to intense dage, mandag og tirsdag, hvor elever og lærere udelukkende arbejder med at få musicalens rammer fyldt ud. Ideen bag historien baserer sig på den amerikanske uddannelsesteoretiker Howard Gardners teori om de mange intelligenser. Musiklærer Inger Ubbesen har skrevet historien, og hun har villet praktisere og synliggøre væsentlige dele af teorierne i en musikalsk ramme. Musikken er skrevet af Lars Bonde. Eleverne skal altså både forstå de forskellige intelligenser og gerne se sig selv i dem. Lærerne på Kærbyskolen tog ideen til sig allerede sidste skoleår, og nu er planlægningen i fuld gang. I eventyret er der en kongefamilie med den traditionelle konflikt omkring frierne til prinsessen, men den kloge gartner foreslår, at der afholdes en klogskabsolympiade. De fire deltagende grupper: akrobaterne, sprogblomsterne, eventyrerne og systematikerne optræder med hver sin kunnen og sange. Det er her, de 350 elever kommer til at udfolde sig med de nævnte talenter. Indholdet skal skabes på to dage, mens sangene er lært i løbet af skolens morgensamlinger.