Lokalpolitik

Den konservative vælgerforening holdt generalforsamling 3. februar

BINDSLEV: Samtidig med at justitsminister Lene Espersen (K) tordnede mod rockerne for 250 tilhørere på Hotel Hirtshals, holdt den lokale vælgerforening for Det konservative Folkeparti generalforsamling på Hotel Bindslev mandag aften. I sin beretning kom formand Preben Christensen, Tversted bl.a. ind på det netop afviklede stormøde om amternes fremtid. Her var det lykkedes at få amtsborgmester Orla Hav, amtsrådsmedlem Jørgen Østergaard og viceborgmester Jens Broen til at indlede debatten. Formanden omtalte flere andre af årets aktiviteter, inden byrådsmedlem Inge Espersen gav en orientering fra Hirtshals Kommunes socialudvalg. En orientering om bl.a.arbejdet i et såkaldt smagspanel omkring vakuum-mad og om den nye ordning med frit valg for de ældre omkring rengøring og personlig pleje. Fra april starter den nye ordning med frit valg i egen bolig, og den ordning har såvel fordele som ulemper, kunne Inger Espersen fortælle. På generalforsamlingen blev Aase Vestergaard, Hirtshals nyvalgt til bestyrelsen, som iøvrigt består af formand Preben Christensen, kasserer Poul Hahn, Bindslev, Inger Espersen, Hirtshals, Ane Louise Kristensen, Hirtshals, Ole Bach Svendsen, Hirtshals og Britta Buhl Nielsen, Bindslev. Efter generalforsamlingen fortalte kredsens folketingskandidat Tina Ormstrup om "Den nordjyske cirkel", som hun har startet. Tina Ormstrup gør et stort arbejde for at sælge den konservative ideologi og finde nogle af de gamle grundværdier frem, og det fik forsamlingen et klart billede af. schib