Den kreative forsker

Toke Bek, overlæge og professor. Privatfoto

Toke Bek, overlæge og professor. Privatfoto

SYN:Et kreativt miljø er alfa og omega, når der skal udvikles nyt til menneskeheden. Det er ledende overlæge ved øjenafdelingen på Århus Sygehus og klinisk professor ved Aarhus Universitet, Toke Bek, ikke i tvivl om. Og han ved, hvad han taler om. Han står nemlig i spidsen for banebrydende forskningsresultater, der i løbet af få år kan føre til, at folk, der får synsskader på grund af sukkersyge, kan blive behandlet med bivirkningsfri øjendråber og dermed undgå blindhed og operation. Toke Bek understreger dog, at han ikke er alene om at nå et resultat, som kan gøre livet lettere for de cirka 45.000 danskere, der lider af sukkersyge og dermed har forhøjet risiko for at miste synet. - Når vi er nået så langt, skyldes det ikke mindst, at vi her i Århus har et enestående kreativt miljø, hvor folk fra den kliniske sektor og de teoretiske institutter arbejder sammen. Vi har også en god og afslappet stemning, hvilket er mindst lige så vigtig. For hvis stemningen er dårlig, hæmmer man i stedet hinanden, og så sander den kreative åre til. Kreativiteten udspringer dog ikke kun af det gode forskningsmiljø i Århus, men også fra Toke Beks store fritidsinteresse: - Jeg begyndte at spille fløjte som voksen og spiller lidt kammermusik i fritiden. Det giver mig en masse og er med til at lade mig op. At den 50-årige Toke Bek skulle ende som ledende overlæge og professor, kunne han naturligvis ikke vide, da han løb rundt i et villakvarter i Hillerød og legede med sine tre søskende, mens forældrene passede deres job som ingeniører. Efter studentereksamen tydede det da også på, at jobretningen skulle tage en anden retning, da han begyndte at læse fransk fonetik og grammatik ved Københavns Universitet. Det blev til en bifagseksamen, men så sprang han fra - og valgte i stedet at studere medicin. At han skulle ende med at blive speciallæge i øjensygdomme lå heller ikke i kortene: - Men jeg var klar over, at jeg ville specialisere mig i noget med de menneskelige sanser, for det område har altid interesseret mig, siger Toke Bek, der er fraskilt og far til to børn.