Den krig taber NATO

Kære Søren Gade. Dette brev, fordi du er Danmarks forsvarsminister – og et ordentligt menneske: Den vestlige verdens korte hukommelse.

Ved et års begyndelse er der altid grund til eftertænksomhed. For os danskere gælder det specielt, fordi vi er blevet deltagere i den krig, som finder sted i Afghanistan. Jeg er til daglig landmand. Min største interesse, ud over landbruget, har siden min drengetid (er født i 1945) været politik, især international politik. Dengang sad jeg dagligt klinet til mit hjems skratradio og hørte på langbølge beretningerne fra den franske krig i Indokina (Vietnam). Aalborg Amtstidende blev hver dag læst for at vide mest muligt om krigens gang. Krigen sluttede som bekendt i 1954 med franskmændenes totale nederlag ved Dien Bien Phu – trods massiv støtte fra USA. I tresserne og halvfjerdserne var mine kilder en transistorradio og de ti daglige aviser, som var en af de mange fordele ved at bo på G. A. Hagemanns kollegium i Kristianiagade. Det suverænt største emne i pressen dengang var vietnamkrigen - eller som vietnameserne siger ”den amerikanske krig”. Vi ved alle, hvordan det gik. Godt tyve år efter Frankrig led USA, verdens absolut stærkeste militærmagt, sit nederlag i Vietnam. Spørgsmålet var og er, hvordan kunne det gå til, at to af vore allierede i NATO, demokratiske stater med stærke økonomier, avancerede efterretningstjenester, de mest moderne våben, de bedst uddannede officerer og soldater med få års mellemrum førte krig i det samme land – og hver gang led nederlag? I et land, hvor befolkningen er fattig og uuddannet. For bedre at forstå baggrunden for de to krige, deres forløb og resultat har jeg i november 2008 besøgt Vietnam. I samtaler med universitetsfolk og internationale korrespondenter var der en rød tråd i deres beskrivelser af og forklaringer på krigenes udfald: For den brede befolkning var kampen ikke et spørgsmål om at være for eller imod kommunisme, men en kamp mod fremmede, som uindbudt var kommet til deres land – og som, trods forsikringer om deres gode hensigter, kun førte rædsler, død og ulykke med sig. Sådanne fremmede skulle bare ud. Og jo mere magt de fremmede brugte, jo stærkere blev den folkelige modstand – så stærk, at selv USA måtte trække sig (1975). Mere end tres tusinde unge amerikanere mistede livet på slagmarken og vietnamesernes direkte tab er opgjort til to millioner døde. I NATO-regi er Danmark nu deltager i en krig i Afghanistan. En krig, som kan udvikle sig som krigene i Vietnam. Dèr var overskriften for den amerikanske krigsførelse, at man kæmpede mod kommunisme og for demokrati. I Afghanistan kæmper NATO, inkl. USA og Danmark, imod terrorisme og for demokrati. Som det var tilfældet i Vietnam, er kampen koordineret med sociale og økonomiske hjælpeprogrammer. Målet er at vinde befolkningens støtte. I Vietnam oplevede amerikanerne til deres store frustration, at mange af de vietnamesere, som de samarbejdede med om dagen, om natten var deres dødelige fjender. Er det sandsynligt, at det vil gå anderledes i Afghanistan? NATO har det suverænt bedste militære udstyr, de bedste officerer og soldater. Når vi af medierne bliver informeret om de militære aktiviteter, er resultaterne tilsyneladende i NATOs favør. Men hvad er effekten af disse sejre? Til forveksling den samme som i Vietnam. For på trods af NATOs præcisionsbombning og -skydning, så tilhører de fleste af krigens ofre den almindelige befolkning, som hverken har lod eller del i krigen. Når familiefædre og voksne sønner oplever, at det, der skulle være bekæmpelse af terrorister og fremme af demokrati, for dem resulterer i dræbte og lemlæstede familiemedlemmer, hvad er så for dem det logiske valg af side i krigen? Hvis sådanne vrede mænd er de, som i medierne benævnes terrorister - så bliver den gruppe stadig større. For godt tyve år prøvede russerne med militærmagt at overbevise afghanerne om kommunismens velsignelser. Efter ti års blodig krig måtte verdens anden supermagt, Sovjetunionen trække sig ud. For 100 år siden lærte englænderne, at afghanerne heller ikke brød sig om kolonialisme. De internationale korrespondenter, som jeg talte med i Vietnam og som havde været helt tæt på krigen i Afghanistan var enige om dette: Den krig taber NATO – med garanti. Søren Gade, din tidligere amerikanske kollega Robert Mcnamara indså, men desværre alt for sent, at krigen i Vietnam var en frygtelig fejltagelse. Du har en historisk chance for at få den samme indsigt om krigen i Afghanistan – i tide.