Den lange vej med smerten

Det tager år at finde modet til at se sin stress i øjnene. Jonna Muldbak fandt det. Men for sent

Hver aften gentog det sig. Hver aften overtalte hun sig selv til, at hun blot trængte til en god nats søvn. Så ville hovedpinen forsvinde, hendes hukommelse vende tilbage, og den store tunge kugle i maven være skrumpet ind til ingenting. Men Jonna Muldbak fik ikke en god nats søvn. Hovedpinen forsvandt ikke. Hun glemte stadig hvad som helst, og kuglen i maven voksede. - Jeg sov ikke alligevel, så jeg kunne lige så godt arbejde lidt om natten. Jeg lagde en blok og en blyant på natbordet og skrev ideer til nye produkter og nye kunder. Jeg skrev også huskesedler, for jeg glemte alt i løbet af dagen, fortæller hun. Sådan levede hun i mere end et år. I dag ved hun godt, at hun ikke skulle være blevet ved. Men dengang for tre år siden, vidste hun ikke, hvad hun ved i dag. Hun vidste ikke, at hun led af voldsom stress, og at den med tiden skulle sætte sig og invalidere hende. Hun vidste ikke, at hun som 39-årig ville gå på førtidspension, kørt ned af en overbelastning, der skubbede til smertelidelsen fibromyalgi, som hun i dag lider af i svær grad. Hun vidste ikke, hun havde stress. - Jeg havde da ikke stress. Næ, nej, ikke mig. Jeg havde et godt job, jeg var glad for, og som jeg havde indflydelse på. Jeg nød at køre rundt og sælge. Jeg var glad for mine kunder. Jeg tog gerne ud til dem om aftenen. Selvfølgelig. Jeg lavede også gerne nye modeller i weekenden. Jeg kunne jo lide det, fortæller hun om jobbet som sælger af hobbyartikler til blandt andet børnehaver og fritidshjem. Jonna Muldbak var glad. Udadtil. - På vej fra et kundebesøg til at andet vidste jeg pludselig ikke, hvor jeg var, hvilken dag, det var, hvilken dato, hvor jeg skulle hen. Jeg måtte stoppe bilen, se i kalenderen, blade i den. Jeg huskede intet. Jeg blev så forskrækket, erindrer hun. Men hun fortalte ingen noget. - Jeg var så flov. Jeg havde jo ingen grund til ikke at kunne huske noget. Jeg havde det jo godt, gentager hun. Men det gik galt igen. Og igen. - Jeg kunne stå og se på en hylde og ikke se, hvad der var på den. Jeg kunne ikke. Der var ord, jeg ikke kunne sige. Min mund kunne ikke sige dem. Hverdagsord som eksempelvis. Men så formulerede jeg sætningerne om. Ingen skulle kunne mærke noget, fortæller Jonna om månederne i 2001 og 2002. Ingen skulle vide noget om hovedpinen, der "strammede som en badehætte". Ingen skulle vide, hvor lidt plads "der var til nyt i hendes hovede", hvor træt hun var, hvor hårdt hendes hjerte bankede. Alt skulle være perfekt. Hendes hjem, hår, job, tøj, børn. Alt var også perfekt. Hjemmet skinnede, børnene trivedes, kunderne væltede ind, og tøjet var af sidste nye snit. Men Jonna var væk. - Jeg er meget pligtopfyldende. Har altid gjort lige en tak mere, end jeg skulle. Også på arbejde. Lige taget det ekstra ansvar. Ikke fordi, jeg skulle, men fordi, jeg kunne. Det var jeg stolt af. Så jeg arbejdede videre. Og videre. Selv ikke da børnene spurgte, om jeg virkelig fik løn for at sidde lørdag aften og lave kæder med nogle nye perler, reagerede jeg. Det er hårdt at tænke tilbage på, siger Jonna Muldbak. Hun ignorede sig selv. Begyndte også at isolere sig fra andre. Først på jobbet, siden også i fritiden. Hun havde ikke plads. Hun kørte for hurtigt. Stoppede ikke op. - Først da jeg var kommet hjem efter at være blevet fyret, kunne jeg se det. Og da kun lidt af det, husker hun. Tårerne flød den dag. Trætheden skyllede ind over hende. Hun kunne i lang tid end ikke holde sit eget hovede. Støttede sig til væggen, når hun var hjemme. Satte hånden under hagen, når hun var ude. Sørgede for at skifte stilling, så ingen anede uråd. - Jeg ville ikke erkende, at det var stress. Det var ikke noget, sådan en som jeg fik. Men det var det, fortæller hun, der tog mod til sig, gik til lægen, der først ikke mente, der var noget i vejen. - Men jeg havde så store smerter, og min livsglæde var væk, fortsætter hun. Modet til at stå ved sig selv og gå videre kom med det tætte forhold til familien. Til Jan, der fortalte hende, at Jonna var væk, og at han gerne ville have hende tilbage. - Jeg gik til en anden læge. Fik lykkepiller i tre måneder. De gav mig luft, gav mig tid til at finde min livsglæde igen. Lige så langsomt kravlede jeg opad. Men smerterne var der stadig. Hele tiden. Min hud brænder. Mine led, mine muskler smerter. Det tog næsten et år, før lægerne fandt ud af, at jeg har fibromyalgi i svær grad. Ingen kan bevise, at sygdommen skyldes stress, men jeg er ikke i tvivl. Hvis jeg stresser mig selv, får jeg endnu mere ondt, fortæller Jonna Muldbak. Om tre uger, 1. maj, får hun førtidspension. Det er ikke nogen sejr. Men heller ikke et nederlag. Det er det mulige liv.