EMNER

Den liberale sildemad

Foghs rebeller røg i syltekrukken. Gad vist, hvor længe de bliver der...

Hvis man er tilstrækkelig mange uger sydpå, kan en rugbrødsmad med karrysild pludselig virke uendelig interessant. Med mad, således også med politik: Hvis et lille lands statsminister tager tilstrækkelig mange uger sydpå, forekommer hans hjemkomst pludseligt som et sjældent og eksklusivt statsbesøg. Altså havde Anders Fogh Rasmussen alle kort på hånden, da han i går mødte den danske verdenspresse. Han var ikke bare solbrun og udhvilet. Han var også omgivet af en helt særlig aura - et uundgåeligt biprodukt af at være Danmarks mest ventede feriegæst. Al kritik prellede af statsministeren som vand af en gås. Journalisternes nøje forberedte kritiske spørgsmål om Irak-krig, Dansk Folkeparti og liberale teser blev roligt, myndigt og med et overbærende smil argumenteret ned under gulvbrædderne. En disciplin, som Anders Fogh Rasmussen mestrer som få i Danmarkshistorien. Særlig elegant var Anders Fogh Rasmussens håndtering af den liberale uro i egne rækker. Han havde nemlig gjort sit forarbejde godt. I begyndelsen af året sparkede Venstretoppen en storstilet idédebat igang, som meget belejligt varer helt frem til 2006, hvor partiet skal vedtage et nyt principprogram. Sandsynligvis havde Fogh allerede på det tidspunkt Søren Pind og hans gentagne liberale oprør i tankerne, og en langstrakt idédebat er den perfekte syltekrukke til at give regeringen arbejdsro. I stedet for at banke Pind og co. på plads direkte, kunne Fogh derfor gå ud og advare mod at "kortslutte processen" med afstemninger i tide og utide. Meget fikst fik han dermed skabt et billede af rebellerne som en flok utålmodige, egocentrerede liberalister, som forsøger at kuppe Venstres storstilede idédebat. Indtil videre har de valgt at stikke piben ind. Alligevel er sommerlandets småsager næppe fortid for Fogh. Selv om teserne ikke kommer til afstemning på landsmødet, vil det næppe lykkes partiets formand at vakuumpakke den interne debat helt frem til 2006. Et oprør ulmer i Venstre, og til weekendens landsmøde vil det sidde i baghovedet på mange i partiets mest liberale fløj, at Anders Fogh hurtigt og brutalt skred ind over for 10 relativt ufarlige bud på et ideologisk kursskifte. For det andet er Dansk Folkepartis råben-op langt fra ovre. Partiet skal holde indvandrergryden varm for at bevare tilslutningen, og sommeren har vist, at jo mindre opmærksomhed de får, jo længere går de for at få den. Sandsynligvis for at tage brodden af DF, raslede statsministeren lidt med den gamle integrationspose i går, hvor han endnu en gang lancerede et opgør med blødsødenheden. Socialdemokratiet har tillige ventet Fogh med spænding. Ventetiden har de blandt andet brugt til at ruste op ved at ansætte en garvet Christiansborgjournalist som ny spindoktor. Partiet er nu parat til at bruge efteråret på at banke kiler ind mellem regeringen og støttepartiet ved enhver lejlighed. Dansk Folkeparti skal udstilles som et grimt og beskidt møbel, borgerlige vælgerne får med i handlen, hver eneste gang de køber regeringens budskab. Selv karrysildemadder bliver hverdag på et tidspunkt.