EMNER

Den lige vej til Gistrup

AALBORG ØST: I slutningen af denne uge åbner et splinternyt stykke vej, der forbinder Selma Lagerløfs Vej med Hadsundvej i en lige linje. Hidtil har vejen mellem Aalborg Universitet og Gistrup slået nogle skarpe sving, men med den nye strækning bliver nogle af dem fjernet. Til gengæld skal bilisterne igennem en rundkørsel, der hvor Selma Lagerløfs Vej møder Alfred Nobels Vej og den nye vejforbindelse. Det var egentlig meningen, at rundkørslen skulle have været lavet allerede sidste efterår, men arbejdet blev udskudt til i år. Så nu er tingene færdige nogenlunde samtidig. Den overflødige stump af Hadsundvej vil blive lukket af, når den nye vej åbner. Kun cyklister får lov at slippe ind på den. - Vi håber, at vi med den nye vej slipper for at få noget trafik hen ad Frederik Bajers Vej. Nu vil det blive naturligt at køre videre op ad Selma Lagerløfs Vej, hvis man kommer fra Gistrup, siger Bent Alsted fra Aalborg Kommunes tekniske forvaltning.