Den lille 307’er

Peugeot 206-arvtageren 207, er blevet vokset - og en meget bedre bil end forgængeren

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Peugeot 207 har på fronten en “fiskemund” i stil med dens to storebrødre, 307 og 407. Foto: Ajs Nielsen

Peugeot 206 har egentlig aldrig hørt til mine favoritter i småbilklassen, men det har den hos rigtig mange danskere, og også ude i Europa har den været særdeles populær, så siden introduktionen i 1998 har den sat rekord i Peugeot-verdenen med 5,5 millioner solgte biler. Derfor er forventningerne ekstra høje, når man sætter sig bag 207-rattet. For kan den nu løfte arven? Og svaret: Jo bestemt. Bilen er både bedre og større, men desværre gælder sidstnævnte også prisen. Ikke sådan bare lidt men ret meget, så af indlysende salgsgrunde har Peugeovalgt ikke at udfase 206’eren endnu. Men ud over prisen og så det forhold, at designet ikke er så nyskabende som det i sin tid var på 206’eren, ja, så er der ikke mange minusser. Så lad mig lige gøre det med udseendet færdigt. Der er stadig lidt 206-elementer i 207’eren, men samtidig også træk fra storebror 307. Og i og med at bilen er vokset, har vi at gøre med en ”lille” 307’er. Forlænget I forhold til forgængeren er 207’eren trukket hele 20 cm længere, og akselafstanden er øget 10 cm, så det mærkes ikke blot på pladsforholdene men også komforten og køreegenskaberne. Den er mere rolig og behagelig på landevejen, affjedringen fint afstemt og i bagsædet er der bedre benplads. Så sammenlignet med klassekammeraterne ser det fint ud, men med langbenede foran er der ret ringe plads bagi, og den er i denne disciplin fortsat langt efter 307’eren. Direkte styring Bag rattet fornøjes man over, at det nu kan indstilles i både højde- og længderetningen, så uanset førerens højde og drøjde er det nemmere at finde en fornuftig kørestilling. Man noterer endvidere med tilfredshed, at styringen er ganske direkte og gearskiftet præcist og letgående, faktisk helt sportsligt. Tillige er der udsigt til et instrumentbord, der ikke blot er velindrettet men i modsætning til forgængeren nu også udført i en plastickvalitet, der på dette felt placerer 207’eren øverst i klassen. Testbilen var versionen 1,6 S16 - det vil sige udstyret med en 1,6 liters benzin på 110 hk. Tungere bil Den er prissat til 199.000 kr. - 26.000 kr. mere end den gamle version med 110 hk motor. Og man skuffes lidt, hvis man sammenligner på motoren. I 206’eren opleves den nærmest som en lille raket i sammenligning med 207’eren med 110 hk motor - ikke mindst fordi der er 200 kilos forskel på bilerne. Men til gengæld støjer maskinen væsentlig mindre i 207’eren og isoleret set synes jeg nu også, den gør sit arbejde udmærket. Der er fornuftigt kraftoverskud til næsten al kørsel i femte gear, og det er jo da også tilladt at geare ned, hvis f. eks. en overhaling skal gå lidt tjept. Benzinøkonomien er god uden at være prangende. Ifølge fabrikken kører den 14,3 km/l ved blandet kørsel og under testen præsterede den 12,3 km/l. Høj sikkerhed Udstyrs-niveauet - ikke mindst det sikkerhedsmæssige med bl.a. ESP som standard - ser flot ud, men det bør det også gøre set i lyset af, at billigste 1,4 version med 75 hestes motor koster 160.000 kr. - endda introduktionspris .Men med rette kan Peugeot så hævde, at 206-afløseren er både større og bedre, og udover ESP tæller det naturligvis også med, at Euro NCAP’s crashtest gav bilen fem stjerner i frontalkollision, fire stjerner for børnesikkerhed og tre stjerner i fodgængersikkerhed. Det er der ingen af konkurrenterne, der gør bedre.