Den lille behårede skovhugger

9-12 ÅR - Førstepræmie

Tyskland 11. september 2002 08:00

En dag, da vi var i Norge, skulle vi op i fjeldet. Vi skulle se en byggeplads, hvor der blev fældet træ og bygget dæmninger. Det var en guidet tur, og vi var 14-15 stykker fra fire forskellige lande: Danmark, Norge, Skotland og Tyskland. Jeg var meget spændt, for jeg havde aldrig set sådan en før, og vidste intet om den slags. Det var en hård tur, for vi gik op og ned, op og ned. Da vi nærmede os, skulle vi være stille og gå på én lang række. Da vi kom derop lignede det, at der havde været en orkan. Alle løvtræer, især ask og birk, lå spredt på jorden. Da vi kom derop, var skovhuggeren der heldigvis, han var nemlig meget sky. Vi fik at vide, at han havde en kone og to børn. Men de var mere sky end ham, så dem så vi ikke skyggen af. Hans hus var der også. Det var meget lille, meget lille, og kun lavet af naturmaterialer. Døren var godt gemt af vejen, for han brød sig ikke om uventede gæster. Han er specialist i at bygge dæmninger. Jeg giver ham topkarakter! Han er nemlig meget flittig. Han holder hverken weekend eller ferie. Jeg havde set nogle billeder af ham, men det var helt anderledes at se ham i virkeligheden. Han var større, kraftigere og mere aktiv, end jeg troede. Nogle dage senere besøgte vi ham igen sammen med nogle tyskere, vi havde lært at kende. Anden gang var den bedste, for der var han endnu mere aktiv og spiste rigtig meget. Han går jo ikke bare lige i Bilka og køber noget at spise. Nej, han går skam selv ud og samler det sammen. F.eks.: Blade, hindbærbuske og grene. Og det var mange grene. Halvdelen af alle de træer, der var rundt om ham, havde skovhuggeren gnasket i! Så kan jeg bedre forstå, at han har sådan en tyk krop, selv om hovedet faktisk er ret lille. Der er en ting, jeg helt har glemt at fortælle. Det er sådan, at den "lille behårede skovhugger" faktisk var en bæver. Se, det havde du nok ikke tænkt på. Det kan godt være, at store bygninger til et par millioner kroner gør indtryk, men at tage ud i naturen og se, hvad dyrene kan gøre, helt gratis, kan være en lige så god oplevelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...