Den lille forskel

De var fire søskende i rækkehuset ved siden af vores i Boston, USA. Den ældste, Kenneth, var lige gammel med mig, de tre andre yngre, så vi to fandt hurtigt sammen i overlegen opgivenhed overfor det evige rend af små søskende. Vi læste også begge to. En hel del, faktisk, og vi flirtede også, selv om vi ikke var mere end ti år gamle. Glæden ved den lille forskel var en af de mange, mange ting vi havde tilfælles. Det var først, da han flyttede, og hans mor ringede til min mor og fortalte, hvordan det var gået med at falde til, eller rettere slet ikke at falde til i Washington D.C., hvor begge forældre havde fået nye (store) job, at det gik op for mig, at andre ikke holdt af menneskers små forskelle på samme måde som mig. Da familien var kørt op foran det hus, de havde købt og begyndt at tømme flyttebilen, var deres nye naboer kommet op til dem og havde bedt dem om at tage af sted med dem samme. De var ikke velkomne, de var anderledes, den lille forskel var for stor, kvarteret var hvidt, familien var sort, jeg var rystet. Det bliver jeg stadig, når jeg møder frygten for alle de forskelle, der er på os mennesker. Alle de myriader af forskelle, der er så bitte små i forhold til det store, det er, at vi er menneskelige væsener. Selvfølgelig vil jagende og jagtede væsener som mennesket oprindelig (?) var altid være på vagt overfor det nye, det anderledes, det og de ukendte, men vi er jo netop væsener, der kan samle på viden. Derfor ved vi vel også alle sammen efterhånden, at alt det anderledes ikke er af det onde? Hvis vi alle var ens, ville det ikke alene være kedeligt, vi ville også gå i stå. Det er netop det, der adskiller mennesket fra dinosaurer og andre uddøde racer. Vi vil gerne lære nyt. Og det lærer man altså ikke af kun at være i det, man kender, hvor skønt og afslappende det end er. Ingen af os vælger da forhåbentligt heller ikke livsledsager alene med det formål at blive spejlet? Man vil vel også gerne skubbes, puffes, provokeres, udfordres, se verden gennem andres øjne? Jeg har ikke længere nogen kontakt med Kenneth eller hans familie, men kom til at tænke på ham hos frisøren forleden. Han kommer fra Grenaa, det er såmænd eksotisk nok for mig, men han er vild med Bali og er bøsse, og min veninde, der hentede mig efter klipningen, er en afsindig kreativ københavner, der har haft kærester af alle de køn, der eksisterer. De komplimenterede begge mit langt kortere hår, sagde i kor, at det gjorde en stor forskel. For mig var den største glæde ikke min nye frisure, men at to mennesker så aldeles forskellige fra mig gider være venner med mig. At de som Kenneth synes, jeg er spændende nok til at gøre en lille forskel i deres liv.