Den lokale keramiker får besøg

} UDFLUGT: Tirsdag aften har Strandby og Omegns Borgerforening arrangeret en tur, hvor man går, cykler eller kører til den lokale keramiker Askel Krog i Vestergårde. Det har vist sig, at selv om Askel Krog har drevet keramikerværksted i Vestergårde i mere end 25 år og er kendt mange steder, er der mange lokale, der aldrig har besøgt hans værksted og udstilling. Med denne aftentur, håber borgerforeningen at gøre en af de lokale virksomheder endnu mere kendt. Da der er flere virksomheder på egnen, som ikke har været besøgt af ret mange af de lokale borgere, har borgerforeningen også andre i tankerne fremover. Introduktion til kristendommen } ALPHA: Til efteråret bliver der mulighed for at deltage i et såkaldt Alpha-kursus i Farsø Kirkes sognegård. Det er kirken og sognepræst Niels Iver Juul, der står for kurset, som specielt henvender sig til dem, som ikke ved ret meget eller slet ingenting om kristendommen. Eller til dem, som vil genopfriske børnelærdommen. Kurset strækker sig over 11 lektioner og foregår om torsdagen. Først gang er 1. september, og der afsluttes 1. december. Undervejs vil deltagerne komme omkring emner som "Hvem er Jesus?", "Hvordan kan jeg være sikker på min tro?" og "Hvordan kan jeg modstå det onde?". Hver gang begyndes der med spisning. Derefter vil der være oplæg og samtale om aftenens emne.