Den lyserøde førertrøje tager endnu en sejr i Giroen

Simon Yates vandt endnu en etape i Giro d’Italia iført løbets førertrøje. Tom Dumoulin blev nummer to.

Simon Yates vandt endnu en etape iført den lyserøde førertrøje. Foto: Luc Benies/Ritzau Scanpix
Cykelsport 16. maj 2018 17:12

CYKELSPORT: Briten Simon Yates (Mitchelton) fortsætter med at vise storform i cykelløbet Giro d’Italia.

Onsdag vandt han endnu en etape iført løbets lyserøde førertrøje, og dermed udbygger han sin føring i den samlede stilling.

Han sejrede også på niende etape, der var en bjergetape.

På 11. etape, der var i bakket terræn, kom Yates først i mål efter de 156 kilometer fra Assisi til Osimo og henviste hollænderen Tom Dumoulin (Team Sunweb) til andenpladsen.

Dumoulin ligger også på andenpladsen sammenlagt, og det trækker op til en duel om den samlede sejr imellem de to.

Det blev altså en finale imellem favoritterne til klassementet. Flere udbrydere forsøgte sig ellers undervejs, og med 15 kilometer tilbage var italienerne Alessandro De Marchi og Fausto Masnada samt spanieren Luis León Sanchez i front.

På det tidspunkt havde de præcis et minut ned til feltet, som dog blev ved med at æde sekunder, og udbruddet blev neutraliseret endeligt, da rytterne med fem kilometer tilbage kørte ind på brostensstykket.

Det brugte tjekken Zdeněk Štybar som afsæt til at stikke afsted, og han fik selskab af belgieren Tim Wellens, der havde kræfter til at køre med.

Men med 1,5 kilometer tilbage satte Yates et stort angreb i værk på en stigning og hentede dem begge.

Dumoulin var nærmeste mand i forfølgelsen, men den forsvarende Giro-vinder kunne ikke lukke hullet til Yates, der vandt komfortabelt på opløbsstrækningen med to sekunder.

I den samlede stilling fører Yates, der også scorede bonussekunder, med 47 sekunder til Dumoulin.

Franske Thibaut Pinot (FDJ), der blev nummer syv på etapen, er 1 minut og 4 sekunder efter på tredjepladsen.

Niklas Eg (Trek) blev bedst placerede dansker på etapen som nummer 111.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...