Den nordjyske sommer var landets varmeste

Goderne blev ulige fordelt, men statistisk står landsdelen sig godt med både sol og (ikke så meget) regn

Aalborg 1. september 2004 06:00

NORDJYLLAND: Farvel og tak, sagde sommeren så tirsdag eftermiddag - og som om det var en kongelig begivenhed, skete det med kanonhøjt bulder og brag ud over det meste af landsdelen: Med lyn og torden og lokale blødere, der ville noget. Måske ville minde os om, at sommeren i virkeligheden ikke var så ringe, som den har fået skyld for! Tværtimod, endda. En dristig påstand, tilsyneladende, men kun fordi det vejrlige udbud har været højst varieret, set over landet som helhed. Holder vi os nemlig til hjemlige breddegrader, er der ikke megen grund til klage. Den gamle sandhed om, at når vejret er skidt, er det mindst skidt i Nordjylland, holdt mere end stik også denne sommer. Se blot her:: Sommerens generelt varmeste landsdel blev vores med 16,5 grader. Det er tilmed én grad mere end hvad en normal sommer ellers byder på. Solen skinnede i 632 timer i Nordjylland, og det er jo ikke langt fra den danske solskinsrekord på 653 timer, der som sædvanlig blev målt på Bornholm. Og regnen? Ja, hvis man ser bort fra gårsdagens nedbør, fik eksempelvis Aalborg i de tre sommermåneder 166,3 mm. Det er 3,4 - tre komma fire - mm mere, end der gennemsnitligt er faldet i de samme tre sommermåneder over de seneste 30 år. Hvad piver vi for? Okay, som sagt har der været variationer, som er gået særligt ud over nogen. Over dem, der havde fri i industriferien, eksempelvis. I juli faldt der rigtignok næsten 23 mm mere regn end normalt, mens juni til gengæld "manglede" næsten 29 mm i forhold til den normale nedbør på 50,7 mm. Som sagt var sommeren generelt varmest i Nordjylland, og som andre steder toppede temperaturerne henimod slutningen af juli og i de første to uger af august. Varmeste dag var 10. august. Da måltes 30 grader i Aalborg Lufthavn - ikke langt under sommerens landsvarmerekord på 31,4 grader.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...